Fulham er inde i en
god stime og kan pludselig begynde at lugte avancement til den lidt sjovere del
af Premier League. Lørdag skal de dog på en statistisk uhyre svær opgave, når
de tager en tur til Villa Park.
De sidste fem indbyrdes opgør mellem de to klubber er endt
med tre uafgjorte og to sejre til Villa. De to klubber har gennem tiden leveret
flere pointdelinger end gennemsnittet, og selvom Fulham spiller godt for tiden,
fortæller statistikken, at de har meget små chancer for at vinde på lørdag. Den
sidste udebanetriumf til The Cottagers mod The Villans i Premier League-regi
finder vil helt tilbage i 1973!
Hvis vi ser bort fra den indbyrdes statistik, er Fulham som
nævnt flyvende for tiden. Sidste weekend leverede holdet – med Pogrebnyak i
spidsen – et af sæsonens flotteste resultater, da de på eget græs udraderede
Wolves med hele 5-0. De er oppe på tre sejre i streg, og den nuværende
ottendeplads placerer dem kun tre point efter Liverpool, der dog har en kamp i
hånden.
Godt nok har Fulham og Villa en tradition for X´er, men med
spillere som Dempsey og Pogrebnyak i storform er Jols tropper i øjeblikket
bedre udrustet end længe til at vende den skude. Dempsey er oppe på 12
sæsonscoringer, og da chancerne for at enten ham eller den lange russer finder
netmaskerne på lørdag er til at få øje på, kan det få afgørende betydning, at
Senderos og co. nede bagved står, som de skal.
Mens Fulham i øjeblikket kan det hele, ser det anderledes og
mere trist ud for Villa. Holdet har ikke vundet i deres seneste fem kampe, og
det er i samme periode blevet til to nederlag. Placeringen i tabellen er
desuden ved at være en smule kritisk med kun otte point ned til stregen. Darren
Bent er ude de næste tre måneder, hvilket må betegnes som noget nær en
katastrofe.
Der er dog lys for enden af tunnelen, hvis man altså vælger
at kigge efter det. Det er ikke nogen hemmelighed, at Stephen Ireland er en god
spiller, han har bare haft svært ved at vise det i denne sæson. I tiden hos
City viste han prøver på sit store talent, og manager McLeish har nu udtalt, at
han regner med, Ireland kan blive omdrejningspunktet den kommende tid, og at
han specielt arbejder på sit spil foran boksen. Sidste weekend mod Blackburn
spillede han en fremragende første halvleg, og kan han fortsætte de tendenser,
vil han forhåbentlig være med til at løfte holdets spil den kommende tid.
Da Bent er skadet, og Robbie Keans lejeaftale er ophørt,
kommer der til at hvile et stort pres på Agbonlahor oppe foran. Det pres vil
blive lettet, hvis Ireland formår at binde spillet sammen for Villa, hvilket
har været et stort problem indtil videre. Holdet har kun scoret 30 mål i 27
kampe, og det ville gøre situationen endnu mere kritisk, hvis ikke det var for
en velorganiseret defensiv. The Villans har kun lukket 35 mål ind (tre færre end
Arsenal, red.) og det er derfor åbenlyst, at flere mål er nøglen til fremtid
Villa-succes.
Fulham stiller til kamp med selvtilliden i top – velvidende,
at de skal bryde en sværvægter af statistisk dominans for at få sejren med
hjem. Villa er tvunget til at levere en god præstation, hvis ikke de vil endnu
nærmere en alarmerende ringe placering lige over stregen. Mon Ireland,
Agbonlahor og resten af The Villans formår at løfte opgaven? Svaret får du
lørdag eftermiddag fra kl. 13.45. PL-Formkurve, Aston Villa: U-T-T-U-U
PL-Formkurve, Fulham: U-T-V-V-V
Seneste fem indbyrdes:
13/08/2011: Fulham – Aston Villa 0-0
05/02/2011: Aston Villa – Fulham 2-2
06/11/2010: Fulham – Aston Villa 1-1
30/01/2010: Fulham – Aston Villa 0-2
30/08/2009: Aston Villa – Fulham 2-0
Historisk: 18 –
20 – 17.
Skader, karantæner og
tvivlsomme:Aston Villa: Darren Bent (S), Habib Beye (S), Ciaran Clark (S), Fabian Delph (S), Richard Dunne (S).
Fulham: Zdenek Grygera (S), Stephen Kelly (S), Steve Sidwell (S), Aaron Hughes (T).
Forventede startopstillinger:
Aston Villa: Given – Hutton, Collins, Cuéllar, Warnock – Albrighton, Petrov, Herd, N´Zogbia – Ireland – Agbonlahor.
Fulham:
Schwarzer - Hughes, Senderos, Hangeland,
Riise – Duff, Murphy, Dembélé, Dempsey – Johnson, Pogrebnyak.
Hold øje med: Fulhams
Pogrebnyak – Det giver næsten sig selv. Fem mål i tre kampe som lejesvend med
et hattrick til følge. Alles øjne vil være rettet mod den høje angriber på
lørdag. Aston Villas Ireland – Når manageren går ud og lægger pres på en
spiller i pressen, må man formode, at det er fordi, han ved, hvad han gør. Er
Ireland mon klar til igen at spille op til sit fulde potentiale?
Redaktionens bud: 2-2.
Redaktionen læner sig op af statistikken, selvom Fulham er i form, og Villa VIL
have et resultat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar