Chelsea mod Liverpool. Et opgør, der kan få enhver fodboldelskers mundvand til at løbe, da der altid er garanti for drama og høj bølgegang. Begge hold er pressede for at følge med topholdene, og alt er på spil, når de to hold tørner sammen på Stamford Bridge søndag eftermiddag.
De blå har haft en blandet sæsonstart under den unge manager
Villas-Boas og vil være opsatte på at vise, at de er et hold, man skal regne
med i mesterskabskampen. De vil også være opsatte på at revanchere sidste års
nederlag på broen mod de røde. De aldrende stjerner Cole, Terry og Lampard er
stadig med på øverste niveau, og de har masser af erfaring fra disse opgør.
Chelsea har, som altid, været stærke på hjemmebane her i efteråret, hvor det er
blevet til lutter sejre, udover sidste gang de spillede her i PL-sammenhæng,
hvor Arsenal løb med alle tre point.
Startopstillingen er mejslet i sten, og den kontinuitet der
har været fra trænerens side, kan være en udslagsgivende faktor i et opgør som
dette. En, der helt sikkert vil få en del opmærksomhed i dagene op til, er
spanske Fernando Torres. Stjerneangriberen skiftede fra netop Liverpool sidste
vinter i den største handel mellem to Premier League-klubber og har endnu ikke
slået helt igennem i sin nye hule. Den giftige og lynhurtige frontmand, med
tilnavnet ’El Niño’, vil være yderst opsat på at vise, at skiftet var det rette
for ham. Der er dog også pres på, for ude i kulissen lurer både rutinerede
Didier Drogba og franskmanden, også med en fortid hos modstanderen, Nicolas
Anelka. Til at servere oplæggene kan vi forvente at se en altid farlig Mata på
spil.
’London Bridge is
fallin’ down’ lød det fra de tilrejsende tilskuere fra Liverpool, da de
sidst var på besøg i februar. Den gang blev det enlige mål i de rødes sejr
scoret af portugiseren Raul Meireles, der i sommers også tog skiftet væk fra de
røde til netop Chelsea. Den gang var sæsonen i overhængende fare for at være
ovre for Gerrard & co., og det samme billede begynder at tegne sig igen.
Spillet er til tider ganske flot, men som så mange gange før mangler skarpheden
og det, som det hele i sidste ende handler om, nemlig målene. Mange af de dyre
indkøb har ikke slået til, og selvom at der langt til sidste runde, er der
allerede nu blevet sat alt for mange ’nemme’ point til. Derfor har Dalglish og
co. dårligt nok råd til at tabe, selvom det på papiret er en af de sværeste
kampe hele sæsonen.
I forsvaret er rutinerede Carragher meldt klar, men Skrtel
og Aggers indsats i de to sidste kampe, hvor de har holdt nullet, ser ud til at
have skubbet den højtråbende scouser ud på bænken endnu en gang. Større er
afsavnet dog af den allestedsnærværende midtbanegeneral Gerrard, der er meldt
tvivlsom til kampen, hvilket nok betyder, at han endnu en gang må se på fra
tribunerne. Det betyder at Liverpool nok kommer ud med to angribere fra start,
selvom træneren nok havde foretrukket en 4-5-1 med en kompakt midtbane i en
kamp som denne.
Et stort fodbolddrama venter, når vi skal finde ud af,
hvilket af disse to hold, der kommer bedst i gang efter landsholdspausen.
PL-formkurve, Chelsea:
V-V-T-T-V
PL-formkurve, Liverpool:
V-U-U-V-U
Seneste fem indbyrdes:
6/2/2011: Chelsea – Liverpool: 0-1
7/11/2010: Liverpool – Chelsea: 2-0
2/5/2010: Liverpool – Chelsea: 0-2
4/10/2009: Chelsea – Liverpool: 2-0
1/2/2009: Liverpool – Chelsea: 2-0
Historisk: 56-33-71
Skader, tvivlsomme og karantæner:
Chelsea: Michael
Essien (S), Florent Malouda (T).
Liverpool: Alexander
Doni (T), Jack Robinson (T), Steven Gerrard (T).
Forventede startopstillinger:
Chelsea: Čech –Ivanovic, Alex,Terry,
Cole – Ramires, Mikel, Lampard – Sturridge, Torres, Mata.
Liverpool: Reina – Johnson, Skrtel, Agger, Enrique – Kuyt, Lucas,
Adam, Downing – Carroll, Suárez.
Hold øje med: Chelseas
Ramires – Nøglen til at slå Liverpool ligger altid på midtbanen, og
brasilianeren kan være den, der sætter holdkammeraterne i scene.
Liverpools Agger – Sidst
Liverpool var på besøg, havde den danske landsholdskaptajn umanerligt godt fat
i Fernando Torres, og skal gæsterne have succes igen, kræver det en lignende præstation.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar