Gunners og Spurs har kun leveret én målløs kamp de sidste ti år, og dette rival-opgør er gået hen og blevet et af de mest underholdende i ligaen. Søndag er der endnu engang lagt i ovnen til et drama, når Redknapps tropper besøger Emirates.
De sidste fem opgør mellem de to rivaler har resulteret i
intet mindre end tyve mål! Arsenal har det historiske overtag, men Tottenham er
de senere sæsoner begyndt at vende rundt på den statistik. Forud for søndagens
opgør er status den, at Bale og co. har ti point ned til netop Arsenal. Det kan
derfor blive det endegyldige søm i ligkisten i forhold til kampen om top-tre,
hvis Tottenham forlader Emirates med alle tre point, som de på dramatisk vis
formåede at gøre sidst, de besøgte selv samme stadion.
Wenger råder i øjeblikket over en alvorligt amputeret trup.
Hele elleve spillere er enten tvivlsomme eller direkte skadede i øjeblikket, og
den franske veteran får derfor noget af en opgave mht. at stille det mest
optimale hold mod Spurs. Vigtigt er det dog, at Mr-jeg-scorer-når-det-passer-mig,
van Persie er klar, og foran hjemmepublikummet vil han givetvis være en torn i
øjet på Tottenham-forsvaret fra start.
De sidste to kampe har været gode ved Arsenal, da de først
udraderede Blackburn med 7-1 og siden fik vendt 0-1 til 2-1 i overtiden ude mod
Sunderland. Noget kunne derfor tyde på, at holdet er ved at mobilisere kræfter
til det afgørende forårsprogram. Pt. ligger de forrest i kampen om
fjerdepladsen, men håbet om tredjepladsen kan som nævnt ende med at forblive en
drøm, hvis ikke der bliver leveret et resultat på søndag. Spillerne må samtidig
forventes stadigvæk at være en smule møre efter sidste uges tur til Milan, hvor
det som bekendt blev til en slem 1-4 lussing.
Ligesom Arsenal er Tottenham også – som sædvanlig fristes
man til at sige – ramt af skader. Ni spillere er i øjeblikket ikke i topform,
og både Adebayor, van der Vaart og Modric meldes tvivlsomme forud for opgøret. Flere
af de spillere, som er klar, var dog også med mod Newcastle for to uger siden.
5-0 snitteren blev signeret af Adebayor, men både Saha og Parker var også i
hopla i storsejren, og den samlede selvtillid i truppen må være utrolig høj i
øjeblikket. På trods af et udsat centerforsvar, formåede Spurs også at holde
Newcastles piv-frække angrebs-duo bestående af to gange Demba fra at score,
hvilket må siges at være noget af en bedrift. Det skal nævnes, at den vitale
trio bestående af Adebayor, Modric og van der Vaart forventes at spille fra
start på søndag, selvom om meldingen er, at de ikke er på toppen.
Som nævnt var det højdramatisk sidst, Tottenham gæstede
Emirates. Nede med 0-2 formåede holdet på utrolig vis at vende opgøret til
triumf, da de efter slutfløjtet kunne fejre en 3-2 sejr. Tottenham er i
øjeblikket et af de hold, som alle andre frygter at møde, og kombinationen af
sidste sæsons opgør og den afgørende stilling i ligaen i pt., taler umiddelbart
til Tottenhams fordel. Det er værterne, som har pistolen for tindingen, og vi
kan derfor håbe på, at vi igen igen bliver vidner til et forrygende
rival-opgør.
PL-Formkurve, Arsenal:
T-T-U-V-VPL-Formkurve, Tottenham: U-T-V-U-V
Seneste fem indbyrdes:
02/10/2011: Tottenham – Arsenal 2-1
20/04/2011: Tottenham – Arsenal 3-3
20/11/2010: Arsenal – Tottenham 2-3
14/04/2010: Tottenham – Arsenal 2-1
31/10/2009: Arsenal – Tottenham 3-0
Historisk: 60 –
41 – 48.
Skader, karantæner og
tvivlsomme:Arsenal: Abou Diaby (S), Emmanuel Frimpong (S), Per Mertesacker (S), André Santos (S), Jack Wilshere (S), Sébastien Squillaci (T), Aaron Ramsey (T), Laurent Koscielny (T), Kieran Gibbs (T), Francis Coquelin (T), Marouane Chamakh (T).
Tottenham: David
Bentley (S), William Gallas (S), Tom Huddlestone (S), Jermaine Jenas (S),
Sandro (S), van der Vaart (T), Luka Modric (T), Emmanuel Adebayor (T).
Forventede
startopstillinger:Arsenal: Szczesny – Sagna, Koscielny, Vermaelen, Gibbs – Song, Ramsey, Arteta – Chamberlain, van Persie, Gervinho.
Tottenham: Friedel
– Walker, Dawson, King, Ekotto – Lennon, Parker, Modric, Bale – van der Vaart –
Adebayor.
Hold øje med:Arsenals van Persie – Kald os bare forudsigelige, men var det ikke for den evigt giftige hollænder, så stillingen i ligaen unægtelig noget anderledes ud. Tottenhams Lennon – Den hurtige kantspiller er netop vendt tilbage efter en skadesperiode, og han vil givetvis være opsat på at vise, hvorfor han skal foretrækkes på den plads.
Redaktionens bud: 1-3.
Vi tror ikke på, at Arsenal har, hvad der skal til. Præstationen mod Milan i
Champions League var ydmygende, og samme indsats mod Redknapps tropper vil
resultere i smæk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar