mandag den 9. april 2012

Verdens bedste liga - Fuld fart frem.


33. Spillerunde 9/4 – 11/4 – 2012.

Mandag bliver en lang fodboldfest og inden påskefrokosten har nået at lægge sig, er der tre kampe i gang. De starter klokken 16 og der er så absolut noget på spil fra starten af denne runde. Sunderland tager imod Everton og kun to point skiller de to hold inden dagens opgør. Der kan ikke ændres ved, at de to hold ikke har meget andet end æren at spille for, men der er ikke tvivl om at en 7. plads ser pænere ud end en 9. eller 10. plads og derfor skal det nok blive et underholdende opgør med to hold, der er bedre til ikke at tabe, end de har været i lang tid. Everton har en vigtig FA-semifinale i næste weekend og set i dette lys, vil der måske blive sparet en profil eller to. Tottenham og Newcastle er to af de hold, der ligger i en drabelig dyst om 4. pladsen og begge er i kamp på samme tid, når Tottenham tager imod kanariefuglene fra Norwich og Newcastle byder Owen Coyles Bolton-mandskab indenfor. Det lugter af to hjemmesejre, men Tottenham er stadig i frit fald ned gennem rækken og ligner da heller ikke længere favoritter til at tage CL-pladsen, selvom de stadig har tre point i hånden mod konkurrenterne. Bolton har fået en smule luft i bundstriden og må nok indstille sig på, at denne kamp bliver en af de sværeste, den resterende sæson har at byde på.

Efter første runde af mandagens kampe, bliver der serveret et lille intermezzo i form af Aston Villa – Stoke. Der kan siges meget om et sådant opgør, men da der ikke er meget på spil, vil vi undgå at gøre dette. Det kan sagtens blive et underholdende opgør og passer fint som fyld, imens man spiser rester fra førnævnte påskefrokost. Klokken 21 går hovedretten nemlig i luften, så det er med at have kaffen klar, inden man sætter sig i sofaen. Fulham tager imod Chelsea i et brag af et lokalbrag. Fulham ville elske at sætte et kæp i hjulet på ’The Blues’ CL-drømme og har alle muligheder for at gøre dette. Holdenes opgør i efteråret endte 1-1 og selvom storebror Chelsea plejer at have godt styr på værterne, er det ved at være et par sæsoner, siden de har slået dem og med en Clint Dempsey i absolut topform, er resultatet på ingen måde givet fra start. Fulham er et af de hold, der lukker flest mål ind i løbet kampens sidste kvarter, så det kan sagtens være, at afgørelsen først er at finde inde i overtiden.

Tirsdag byder på en enkelt kamp. Blackburn tager imod Liverpool. Meget står på spil for hjemmeholdet og vi tror, at det kommer til udtryk. En sejr her vil være et afgørende skridt mod overlevelse i ligaen og Liverpool har været alt andet end overbevisende i forårssæsonen. De har desuden en meget vigtig FA-kamp i weekenden og derfor vil der med al sandsynlighed blive sparet et par stjerner. Agger fik comeback i kampen mod Aston Villa, hvilket øjeblikkeligt gjorde et afgørende udslag. Derfor må Steve Kean håbe på, at Dalglish endnu ikke vurderer, at den danske landsholdskaptajn er klar til 90 minutter, da det uden tvivl vil skade Blackburns muligheder for at vinde kampen.

Onsdag bliver denne runde så afrundet med fire kampe. Sidste udkald for Man City er overskredet og nu kan intet mindre end et mirakel redde deres titelambitioner. Miraklet skal i denne omgang komme i form af Wigan, der skal prøve at stjæle point fra De røde djævle. Noget, der aldrig er sket i de 14 opgør, de to klubber har haft. City skal forsøge at finde den første kamp, siden de slog Chelsea, når West Brom kommer forbi. Holdet virker udtømt og det er ikke utænkeligt, at de lukker titelkampen på hjemmebane onsdag aften. Arsenal slår Wolves og sender dem en tur ned i Championship, mere er der ikke at sige om den kamp. Derudover skal Q.P.R. også ud at kæmpe for overlevelsen, når de tager imod Swansea. Det er ikke utænkeligt, at det bliver til et enkelt point og ønsket om at hævne sig over bortdømmelsen på Old Trafford må være nærliggende. Onsdag aften kan blive afgørende for mange af de involverede parter – vi satser på underholdning med fodbold i verdensklasse, krydret med masser af spænding.

God fornøjelse til jer alle.

Kampprogram for 33. spillerunde:

Mandag 9/4-’12
Tottenham - Norwich (6’eren)
Everton – Sunderland
Newcastle – Bolton
Aston Villa – Stoke (6’eren)
Fulham – Chelsea (6’eren)
Tirsdag 10/4-‘12
Blackburn - Liverpool
Onsdag 11/4-‘12
Wigan – Man Utd (6’eren)
Man City – West Brom
Wolves – Arsenal
Q.P.R. - Swansea

Opsummering af 32. spillerunde – Balotelli færdig i City?

Weekenden er knap overstået, før Premier League igen ruller med musklerne. 33. spillerunde fløjtes i gang senere denne eftermiddag, men her får du lige et hurtigt overblik over begivenhederne fra weekendens kampe. Og lad det være sagt med det samme; Balotelli er ikke i kridthuset hos Mancini, Kuyt og Crouch bliver aldrig direktører, og Paul Scholes kan stadig score fra distancen.

Lørdag eftermiddag blev vi budt på en mildest talt tam omgang fodbold, da Sunderland hjemme tog mod Tottenham. 0-0 løsningen vidner om en kamp, hvor ingen af de to mandskaber så ud til at være synderligt utilfredse med det ene point. Liverpool spillede en ganske god kamp på Anfield mod Aston Villa, men det blev ved det ene point. Chelsea var i store problemer mod Wigan, der efter 90 minutters spilletid havde det ene point sækken. Dybt inde i dommerens overtid fik Mata dog nettet, hvad der kan ende med at blive en af sæsonens vigtigste mål. Newcastle tog nemlig hjem fra Liberty Stadium med en flot 2-0 sejr fredag aften, hvor Cissé igen viste sine utrolige kvaliteter. Ikke alene stod han for begge holdets mål - kassen til 2-0 blev også sat ind på fornemste vis og er bestemt et kig værd. Chelsea og Newcastle er derfor stadig helt lige i tabellen med 56 point på 5-6. pladsen.

Boltons stime af sejre blev afbrudt, da de i eget hus led et svidende 0-3 nederlag til Fulham, Blackburn tog til West Bromwich, hvor de ligeledes fik tildelt en 0-3-snitter, Norwich og Everton delte i porten på Carrow Road, og Stoke formåede at komme tilbage i kampen mod Wolves, selvom de var kommet bagud i første halvleg. I overskriften nævner vi, at Kuyt og Crouch aldrig bliver direktører, og det refererer, som den vågne og fodboldkyndige læser måske har fanget, til de to højt betalte fodboldspilleres afsindige afbrændere denne weekend. Hvis du ikke har set ”klovnerierne” endnu, så få endeligt lavet en søgning på nettet.  (www.tv2sport.dk ligger vist nok inde med sagerne)
Søndag blev den helt store eftermiddag for Mikel Arteta og Arsenal, der sikrede en 1-0 sejr over Man City. På Emirates formåede Kanonerne at vise, at de absolut stadigvæk har lyst til at spille med, hvor det er sjovt, da City i flere omgange måtte løbe mere efter bolden, end de er vant til. Det vart derfor fuldt fortjent, at Arteta med et flot langskud kunne sende matchvinderen ind bag en sprællende Joe Hart. Kampen igennem havde Mario Balotelli leveret flere grimme tacklinger, og specielt i første halvleg slap han utroligt nok uden et kort, da han var tæt på at ”live-amputere” Songs højreben. Tæt ved slutfløjtet gik den dog ikke længere, og efter at have sendt Sagna en tur i græsset, måtte den iltre italiener forlade banen med sit andet gule kort hængende over hovedet. Kampen ser ud til at blive skæbnesvanger for Balotelli, da Mancini allerede har været ude og udtale, at han ikke gider angriberens opførsel mere, og at han derfor ikke vil få flere kampe denne sæson.

Det blev en skidt dag på kontoret for City-spillerne, men det brokker United-lejren sig sikkert ikke over. De besejrede Queens Park med 2-0 og har nu et hul på hele otte point ned til City. Rooney nettede på straffe, selvom den del af kampen nok burde have haft et andet udfald. Derry blev nemlig sendt af banen for at nedlægge Young i feltet, men Youngs mulighed skulle have været dømt offside. Ikke desto mindre formåede De Røde djævle ikke at udnytte overtaget, og vi skulle frem til tyve minutters tid, før Paul ”shooooooooooot” Scholes kunne sende 2-0 scoringen ind uden for feltet.
Husk på, at det er i efter middag, det igen går løs, når 33. spillerunde skydes i gang!

Topscorer liste, top 10:
1. Robin van Persie 26
2. Wayne Rooney 22
3. Sergio
Agüero 17
4. Demba Ba 16
5. Clint Dempsey 15
6. Edin Džeko 13
7. Yakubu 14

8. Mario Balotelli 13
9. Emmanuel Adebayor 13

10. Grant Holt 13
Swansea – Newcastle 0-2
0-1: Cissé (5)
0-2: Cissé (69)

Sunderland – Tottenham 0-0
Bolton – Fulham 0-3
0-1: Dempsey (30)
0-2: Dempsey (45)
0-3: Diarra (90)

Chelsea – Wigan 2-1
1-0: Ivanovic (62)
1-1: Diamé (65)
2-1: Mata (90+3)

Liverpool – Aston Villa 1-1
0-1: Herd (10)
1-1: Suárez (82)

Norwich – Everton 2-2
0-1: Jelavic (22)
1-1: Howson (39)
1-2: Jelavic (61)
2-2: Holt (76)

West Bromwich – Blackburn 3-0
1-0: Olsson, selvmål (7)
2-0: Fortuné (69)
3-0: Ridgewell (85)
Rødt kort – Modeste, Blackburn (89)

Stoke – Wolverhampton 2-1
0-1: Kightly (26)
1-1: Huth (37)
2-1: Crouch (61)

Manchester United – Queens Park Rangers 2-0
Rødt kort – Derry, QPR (14)
1-0: Rooney, straffe (15)
2-0: Scholes (68)

Arsenal – Manchester City 1-0
1-0: Arteta 87)
Rødt kort – Balotelli, Man City (90)¨

Kampprogram for 33. spillerunde
Mandag 09/04
Everton – Sunderland
Newcastle – Bolton
Tottenham – Norwich
Aston Villa – Stoke
Fulham – Chelsea

Tirsdag 10/04
Blackburn – Liverpool

Onsdag 11/04
Manchester City – West Bromwich
Wigan – Manchester United
Woilverhampton – Arsenal
Queeens Park Rangers - Swansea

fredag den 6. april 2012

Verdens bedste liga - Påskebold med 20 kampe på 6 dage!


32. Spillerunde 6/4 – 8/4 – 2012.

For at blive ved med at blive ved med tæve til den gamle floskel, så må vi endnu engang konstatere, at PL er inde i den uigenkaldeligt afgørende fase. Alle hold spiller to kampe inden for de næste seks dage og der er altså masser af point på spil i både top og bund. Man City har i lang tid lignet det bedste bud på et vinderhold, men et besøg på Emirates her i weekenden kan vise sig skæbnesvangert, da et nederlag her med al sandsynlighed sender titlen i hænderne på United. Det er ikke det eneste sted, der står noget på spil – så der skal nok blive gået til stålet i 32. spillerunde af 11/12-sæsonen.

Vi starter allerede fredag aften, når to af sæsonen positive overraskelser tørner sammen i Wales. Swansea tager imod Newcastle i en kamp, hvor der uden tvivl står mest på spil for gæsterne. Det betyder dog ikke, vi tror på, at Swansea lægger sig ned, da manager Rodgers uden tvivl gerne vil slutte den flotte oprykningssæson af med manér. Newcastle er stadig med i det intense Europa-ræs og Pardew skal have det maksimale ud af sine tropper fredag, hvis den drøm skal holdes i live.

Lørdagens tidlige kamp står mellem Sunderland og Tottenham i en tilsvarende situation. O’Neills tropper har efterhånden reddet omdømmet tilbage, men vil uden tvivl se om man ikke lige kan presse de sidste pladser ud af tabellen. Tottenham har derimod ryggen mod muren – kun fem point er der ned til forfølgerne. Og 4. pladsen, der giver adgang til Champions League-kvalifikationen, er i den grad i fare. Kigger man isoleret på pointhøsten over de seneste otte runder, ligger Tottenham på en jammerlig 15. plads i stillingen og må altså virkelig begynde at føle sig pressede.

Lørdag kl. 16 skydes der i denne runde fem opgør i gang, flere af dem med potentiale til at stjæle overskrifter. West Brom tager imod Blackburn og mandskabet fra Birmingham ligner et hold, der har nået det de skulle i år, men efter fire kampe uden sejr, byder et besøg af Rovers på en god mulighed for at underholde hjemmepublikummet. Gæsterne skal derimod virkelig have arbejdstøjet på, da deres drabelige kamp om overlevelse i det eksplosive bundfelt kører på fuld skrue. De to hold fra Beatles-byen, Everton og Liverpool, møder hhv. Norwich og Aston Villa, i hvad der ikke kommer til at handle om ret meget andet end to holds indbyrdes stilling. Vi tror på, at den forbliver, som den er, da alle fire involverede rangerer i den den absolutte top, når det kommer til at spille uafgjort. En kamp, hvor der dog kommer til at stå noget mere på spil, er når Bolton tager imod Fulham. Bolton er i forrygende form med tre sejre på stribe. Kan de tage endnu en skalp mod mandskabet fra ’hytten’, er de et næsehår fra at sikre endnu et år i den bedste række.

Chelsea møder Wigan. Du tænker ’whatever, sikker hjemmesejr’, som man som oftest gør med et sådan line-up, men hold nu lige igen. Denne kamp kan blive en af de helt store oplevelser denne weekend. Begge hold kan ikke undvære nogen point til samlingen og er i en forrygende form. Vi starter med hjemmeholdet, der netop har spillet sig i årets CL-semifinaler. Siden Di Matteo tog over, har de blå stort set fået de resultater, de har haft brug for og er derfor stadig helt inde i kampen om Champions League-kvalen. Kigger man lidt mellem linierne, er det dog ikke en dans på roser det hele. Det virker stadig ofte meget usikkert, det de får skruet sammen, og både mod Aston Villa og Benfica var der perioder, hvor London-mandskabet slukkede for kontakten, og de har stadig ikke fundet den helt gyldne nøgle til at køre tingene sikkert i hus. Dagens gæst er en, man nemt kan komme til at tage for let på, men mon ikke Chelsea-staben har studeret Wigans forår nøje. De er nemlig brandvarme. Ét nederlag i de sidste otte PL-kampe og kigger man på den samlede pointhøst over disse otte, indtager Wigan p.t. en 6. plads – to pladser foran Chelsea! Derfor er der ingen tvivl om, at Martinez’ tropper skal tages seriøst, når de lørdag eftermiddag besøger broen.

Lørdagen afrundes med et tørt opgør på Britannia. Stoke møder Wolves i et opgør, som de færreste nok gider se. Man må endnu en gang spørge sig selv om, hvad mon der går igennem hovederne på folkene i programsætningen. To af de kedeligste hold i mands minde, det må man da lave en tv-kamp ud af. Vi forudser, at oplevelsen bliver marginalt mindre spændende, end den man får, hvis man kaster en stykke vædet toiletpapir på en badeværelsesklinke og sætter sig for at overvære dens kamp om at vride sig fri igen. 

Bare rolig, vi skal nok vente med at gå videre i programmet, til I har været ude og prøve det af…

… men så bliver der altså også ballade i mosen. Påskedag bliver nemlig en giftig fodbold-søndag, helt i tråd med de kristne traditioner. Vi starter på Old Trafford med en lækkerbisken. United tager imod vores hjertebørn fra Q.P.R. Resultatet er vi ikke så meget i tvivl om – United vinder, men det bliver seværdigt, da de i vanlig stil skal bruge 85 minutter på at nå derhen, så alle lige kan nå fortære en pakke Ferguson-sponsorende Stimorol til at dulme spændingen. Q.P.R. er udmærket kørende i deres kamp for at blive oppe, men der er ikke meget, der peger deres vej i dette møde.

Desserten er en af de helt store. Arsenal tager imod Man City i en drabelig gyser, der uden tvivl kommer til at vise Premier League fra dens bedste sider. City fik en skidt afslutning på marts måned og skal omgående rejse sig, hvis de vil holde liv i titeldrømmen. Arsenal har været tæt på ustyrlige i foråret og indtil de snublede på Loftus Road i sidste weekend, var det blevet til syv sejre på stribe. Det ser derfor uden tvivl svært ud for City, der ikke har slået Arsenal ude i liga-sammenhæng siden 1975! Så søndag kan meget vel være dagen, hvor United slår det sidste søm i Citys guldbelagte kiste, men det kan også være dagen, hvor mesterskabskampen åbnes op igen. Mancinis største prøve i England til dato og en prøve som hele den fodboldinteresserede verden vil følge nøje.

God påske til jer alle.

Kampprogram for 32. spillerunde:

Fredag 6/4-’12
Swansea – Newcastle (6’eren)
Lørdag 7/4-‘12
Sunderland - Tottenham (6’eren)
West Brom – Blackburn
Norwich – Everton
Liverpool – Aston Villa
Chelsea – Wigan
Bolton – Fulham
Stoke – Wolves (6’eren)
Søndag 8/4-‘12
Man Utd – Q.P.R. (6’eren)
Arsenal – Man City (6’eren)

mandag den 2. april 2012

Opsummering af 31. spillerunde – United og Wolves trækker fra i top og bund.

Lørdagens massive program smed masser af underholdning af sig, da de syv kampe der blev spillet bød på hele 27 mål og flere overraskelser. Størst af dem alle var uden tvivl titelaspiranterne fra Manchester Citys kamp mod Sunderland, hvor formstærke Bendtner smed grus i Roberto Mancinis maskineri, da han endnu engang kom på tavlen og var med til at sikre Sunderland det ene point på Etihad. Chelseas Ivanovic gjorde i den grad forskellen, da ’The Blues’ manifesterede sig i kampen om CL-pladserne med en 4-2 sejr ude over Aston Villa. Wolves besejlede deres egen skæbne, da de tabte hjemme til Bolton og nu har syv point op til den rigtige side af stregen, hvorimod Q.P.R. og Wigan begge fortsætter deres fine formkurver. Rangers slog overraskende ’Gunners’ i London-opgøret og Wigan satte Tony Pulis og Stoke på plads hjemme med en 2-0 sejr.

Flere steder midt i tabellen blev der også byttet rundt på et par pladser. Fulham tog et spring op i den øverste halvdel af tabellen, da de slog konkurrenterne fra Norwich på Craven Cottage. En sejr, der blev grundlagt efter kun to minutter, da Clint Dempsey endnu en gang viste sit værd for London-mandskabet. Everton klatrede op på syvendepladsen – hvilket ingen nok havde regnet med kunne lade sig gøre ved juletid. Da de evige rivaler fra den anden side af Stanley Park samtidig tabte søndag og Everton dermed overhalede Liverpool, er humøret uden tvivl vendt tilbage til Goodison. De to hold mødes om under to uger på Wembley i FA-Cup semifinalen.
Søndag blev endnu et mørkt kapitel skrevet under Liverpools PL-kampagne anno 2012. Endnu en gang trak de røde det korteste strå, da de blev besejret af Newcastle på Sports Direct Arena. Pointhøsten er den laveste på dette tidspunkt af sæsonen siden 1995 og tog man udgangspunkt i kampene efter nytår alene, ville traditionsklubben ligge til nedrykning. Resultatet betyder dog også, at Newcastle holder trit med Chelsea i kampen om de europæiske pladser. Cissé nettede to gange og må siges at ligne et godt bud på en ny Newcastle-stjerne i svøb. Tottenham slog Swansea og holder dermed kort snor i Arsenal i kampen om 3. pladsen.

Mandag aften skulle Manchester United så forsøge at udbygge føringen i toppen. Det holdt hårdt og der var sikkert flere, der begyndte at sidde og bide negle, men to kasser i de sidste to minutter blev nøglen til at kalde sig selv favoritter til at genvinde trofæet, når det bliver uddelt om halvanden måneds tid.
Topscorer liste, top 10:
1. Robin van Persie 26
2. Wayne Rooney 21
3. Sergio Agüero 17
4. Demba Ba 16
5. Yakubu 14
6. Edin Džeko 13
7. Clint Dempsey 13

8. Mario Balotelli 13
9. Emmanuel Adebayor 13
10. Grant Holt 12




Aston Villa – Chelsea  4-2
0-1: Sturridge (9)
0-2: Ivanovic (51)
1-2: Collins (77)
2-2: Lichaj (80)

2-3: Ivanovic (83)

2-4: Torres (90)

Everton – West Brom 2-0
1-0: selvmål (18)
2-0: Anichebe (68)

Fulham - Norwich 2-1
1-0: Dempsey (2)
2-0: Duff (13)
2-1: Wilbraham (77)

Man City - Sunderland 3-3
0-1: Larsson (31)
1-1: Balotelli, straffe (43)
1-2: Bendtner (45)
1-3: Larsson (55)
2-3: Balotelli (85)
3-3: Kolarov (86)

Q.P.R. - Arsenal 2-1
1-0: Taarabt (22)
1-1: Walcott (37)
2-1: Diakite (66)

Wigan – Stoke 2-0
1-0: Alcaraz (54)
2-0: Moses (90)

Wolves - Bolton 2-3
1-0: Kightly (53)
1-1: Petrov, straffe (63)
1-2: Alonso (80)
1-3: Davies (84)
2-3: Jarvis (88)

Newcastle – Liverpool 2-0
1-0: Cissé (19)
2-0: Cissé (59)
Rødt kort – Reina, Liverpool (83)

Tottenham – Swansea 3-1
1-0: van der Vaart (19)
1-1: Sigurdsson (59)
2-1: Adebayor (73)
3-1: Adebayor (86)

Blackburn – Man Utd 0-2
0-1: Valencia (81)
0-2: Young (86)

Kampe i den kommende runde:

Fredag 6/4 – ’12
Swansea - Newcastle

Lørdag 7/4 – ‘12
Sunderland – Tottenham
Bolton – Fulham
Chelsea – Wigan
Liverpool – Aston Villa
Norwich – Everton
West Brom – Blackburn
Stoke - Wolves

Søndag 8/4-‘12
Man Utd – Q.P.R.
Arsenal – Man City


fredag den 30. marts 2012

Verdens bedste liga – Bliver top-seks lukket på søndag?

31. spillerunde 31/03 – 02/04, 2012.

Sidste weekend snublede City mod Stoke, samtidig med at United lige akkurat fik hentet de tre point hjemme mod Fulham. Det har medført et forspring på tre point til De røde djævle, og begge klubber går denne weekend kampe i møde, der giver muligheden for at bibeholde den stilling. City tager på Etihad mod Sunderland, der på det seneste har noteret to sejre over henholdsvis Liverpool og QPR. Førstnævnte var dog ikke nogen direkte fodboldopvisning, og det er blevet til tre nederlag i det seneste seks kampe. United skal på en tur til Ewood park, hvor Blackburn byder op til dans. Tre sejre, to nederlag og et uafgjort resultat er det blevet til for Rovers over de sidste seks kampe, og med kun tre point ned til stregen er det ikke til at vide, hvad Keans tropper er i stand til. På en god dag skal de nok drille United, men på en dårlig kan det ende med en regulær snitter, da Samba og co. pt. kun overgås af Wolves, hvad angår ligaens dårligste forsvar.

Kampen om tredjepladsen ser ud til at blive et opgør mellem Arsenal og Tottenham. Chelsea og Newcastle er dog kun fem point efter, så en solid slutspurt fra en af disse to kan ende med at vende billedet. The Blues skal lørdag eftermiddag en tur til Villa Park, hvor Alex McLeish skal forsøge at fyre op under sine Aston Villa-spillere. The Villains er ligaens fjerde mindst scorende hold, og der venter dem derfor givetvis en anseelig udfordring mod en flok sultne Chelsea-spillere.
Newcastle står overfor, hvad der mildest talt må kaldes en svært håndterlig opgave. De tager i eget hus mod Liverpool, der i øjeblikket er i frit fald efter to svidende nederlag mod henholdsvis QPR og senest Wigan. Et nederlag på hjemmebane til et af ligaens dårligste hold (Wigan) gør nas, og set i det lys har Newcastle alle muligheder for at hente vigtige point. Det er svært at forene Liverpools spillermateriale med deres formkurve, og hullet op til netop Newcastle er nu på otte point. Et nederlag på søndag vil derfor - med stor sandsynlighed - betyde farvel til top-seks, så sørg for at tænde for 6´eren 14.30.

Ligaens dårligste angreb tilhører Wigan, der i eget hus byder velkommen til ligaens næstdårligste fra Stoke. Det kan være, at Peter Crouch får vendt om på den relativt ydmygende statistik, hvis han kan konvertere sidste weekends superscoring til selvtillid.  
Som nævnt er Wolves i besiddelse af ligaens mest hullede bagerste kæde. De har i løbet af de sidste 30 kampe set modstanderen score hele 65 gange og selvom de på Molineux muligvis figurerer som svage favoritter mod Bolton på lørdag, fraråder vi stærkt at spille penge på Ulvene. Meget tyder på at holdet, der kun har vundet en af de seneste 16 kampe, allerede har skrevet sig på listen til nedrykning, og det er svært at se, hvordan de skal få vendt den negative spiral, de pt. befinder dem i.

Everton tager hjemme mod West Bromwich, Tottenham tager værtskabet mod Swansea, og Fulham får besøg af Norwich. QPR skal forsøge at rejse sig efter nederlaget til Sunderland, hvor Cissé igen fik tildelt det røde kort. Uheldigt for oprykkerne er det, at Arsenal står på programmet. Kanonerne er i gang med et suveræn slutspurt i Premier League, og meget skal gå galt, hvis Barton og co. skal agere stopklods for deres momentum.
Kampprogram for 31. spillerunde:

Lørdag 31/03
Aston Villa – Chelsea
Everton – West Bromwich
Fulham – Norwich
Manchester City – Sunderland (6´eren)
Queens Park Rangers – Arsenal
Wigan – Stoke
Wolverhampton - Bolton

Søndag 01/04
Newcastle – Liverpool (6´eren)
Tottenham – Swansea (6´eren)

Mandag 02/04
Blackburn – Manchester United (6´eren)

tirsdag den 27. marts 2012

Opsummering af 30. Spillerunde – Crouch hjælper United

Lad os bare starte ud med en forklaring af overskriften med det samme. 30 spillerunde leverede både op og nedture – spillemæssigt – og på opturssiden finder vi bl.a. Peter Crouchs fabelagtige mål mod Man City. Uden for feltet tæmmer ”storken” læderet efter bedste evner for efterfølgende at levere en laban af en afslutning, der ender på flotteste vis bag en chanceløs Joe Hart i City-målet. Yaya Touré fik en smule heldigt reduceret, da hans ellers flotte langskud blev rettet af på vejen, men facit er, at Mancinis drenge mister terræn i toppen grundet Uniteds sejr over Fulham. De røde djævle viste ikke prangende takter mandag aften, da Dempsey og co. gæstede OId Trafford, men en træffer fra Rooney viste sig at være nok til at sikre de tre vigtige point.

Lørdag eftermiddag var udset til at blive en underholdende en af slagsen – hovedsageligt grundet den tidlige kamp mellem Chelsea og Tottenham. Til stor skuffelse for alle Premier League-elskere blev det opgør dog en fuser af dimensioner, da ingen af de to hold formåede at vise andet end glimt af vindervilje. Spurs kan dog være fint tilfredse med det ene point, da kampen om tredjepladsen stadig er i spil. Arsenal er varmere end Lars Bom på Las Palmas lige for tiden, og de hentede da også den forventede sejr, da de hjemme besejrede Villa med 3-0.
Swanseas flotte formkurve blev på eget græs bremset af Everton, der kunne tage hjem med en 2-0 sejr i bagagen. Norwich kom flot igen, efter de var bagud med 0-1 mod Wolves, og to scoringer af Grant Holt resulterede i tre point. Newcastle løb fuldstændig WBA over ende den første halve time af opgøret på The Hawthorns, og med stillingen 3-0 til Pardews tropper efter 34 minutters spil var det opgør hurtigt afgjort.

Bolton-spillerne viste god mentalt form, da de på eget græs formåede at besejre sprælske Blackburn med 2-1. Muamba-affæren må fylde meget for Coyles drenge for tiden, og sejren kan ende med at få vital betydning, hvis spillerne kan bygge videre på weekendens sejr.
Sunderland høstede en relativt nem 3-1 sejr hjemme mod QPR lørdag – bl.a. grundet en Bendtner-scoring og endnu et rødt kort til gæsternes Cissé, der nu er blevet smidt af banen to gange siden ankomsten i januar-transfervinduet. For anden gang i træk er Liverpool blevet gemt til sidst, da de igen formåede at skuffe – denne gang hjemme mod Wigan. Som sædvanlig, fristes man til at sige, formåede Anfield-drengene ikke at få udbytte af deres massive overtag. Wigan havde stort set ikke mere end to forsøg på mål, men det viste sig at være nok til at sikre sejren.

Topscorerliste Top 10:
1. Robin van Persie 26
2. Wayne Rooney 21
3. Sergio Agüero 17
4. Demba Ba 16
5. Yakubu 14
6. Edin Džeko 13
7. Clint Dempsey 12
8. Grant Holt 12
9. Mario Balotelli 11
10. Emmanuel Adebayor 11
Chelsea – Tottenham 0-0

Arsenal – Aston Villa 3-0
1-0: Gibbs (16)
2-0: Walcott (25)
3-0: Arteta (90)

Bolton – Blackburn 2-1
1-0: Wheater (28)
2-0: Wheater (35)
2-1: N´Zonzi (56)

Liverpool – Wigan 1-2
0-1: Maloney (30)
1-1: Suárez (47)
1-2: Caldwell (63)

Norwich – Wolves 2-1
0-1: Jarvis (25)
1-1: Holt (26)
2-1: Holt, straffe (45)
Rødt kort – Holt, Norwich (85)

Sunderland – Queens Park Rangers 3-1
1-0: Bendtner (41)
Rødt kort – Cissé, QPR (55)
2-0: McClean (70)
3-0: Sessègnon (76)
3-1: Taiwo (79)

Swansea – Everton 0-2
0-1: Baines (58)
0-2: Jelavic (76)

Stoke – Manchester City 1-1
1-0: Crouch (59)
1-1: Touré (76)

West Bromwich – Newcastle 1-3
0-1: Cissé (6)
0-2: Ben Arfa (12)
0-3: Cissé (34)
1-3: Long (53)

Manchester United – Fulham 1-0
1-0: Rooney (42)

fredag den 23. marts 2012

30. Spillerunde 24/3 – 26/3 – 2012 – Forår og fodbold i verdensklasse

Tingene spidser hele tiden til, og hver eneste uge er der nye hold, der må ændre på sæson-målsætningen. Slutspurten i denne udgave af Premier League kan gå hen og få historiske proportioner. Mesteren skal uden tvivl findes mellem de to Manchester-hold, men kampen om de europæiske pladser er spændt helt op, og bundkampen skal også nok byde på en gyser eller to, indenfor de næste par måneders tid.

´Man skal gemme det bedste til sidst’, siger et velkendt ordsprog, men det tager planlægningsafdelingen i FA tilsyneladende ikke større højde for, og de har derfor valgt at smide President-brien, i form af Chelsea – Tottenham, på forretsplatten, da denne kamp skydes i gang lørdag kl. 13.45. ’Spurs’ fortsætter deres usle form og måtte meget skuffende nøjes med at sætte et enkelt point på kontoen hjemme mod Stoke i midt-ugen. De er tæt på at dumpe ud af top-fire og må derfor ikke tabe på Stamford Bridge, hvilket vil give værterne en gylden mulighed for at melde sig helt ind i kampen om CHL igen til næste år. Vi tror på et høj-intenst London-brag man for alt i verden ikke må gå glip af.
Lørdag kl. 16 skydes hele seks opgør i gang, så går man efter at stjæle et point i vores tipskonkurrence, kan man passende finde hestesko og kaninfødder frem i de par timer, der følger, da de med al sandsynlighed bliver afgørende for mange tings udfald i denne weekend. Det drejer sig blandt andet om bundkampen, hvor Bolton og Blackburn mødes i et opgør med flere spændende perspektiver. Det er et derby, hvor alt kan ske, men det er også første gang, at Bolton igen skal på banen siden FA-kampen mod Tottenham, der kom til at handle om alt andet end fodbold. Derudover er det også en gylden mulighed for Blackburn. Vinder de udekampen over rivalerne, vil de være meget tæt på at sikre endnu en sæson i PL. Det bliver interessant at se, om det bliver et forvandlet Bolton-mandskab, der møder op, eller om de bliver ved med at underpræstere.

Tre af de andre nedrykningskandidater i hhv. Wolves, Q.P.R. og Wigan, er i kamp på samme tid, når de møder hhv. Norwich, Sunderland og Liverpool. Tre opgør, hvor det må siges, at de tre bundhold ikke skal regne med meget udbytte. Liverpool forærede i onsdags sejren til vores darlings fra Q.P.R, i en absurd kamp på Loftus Road, og selvom det sejler for de røde i ligaen, er det tvivlsomt, at de vil være ligeså gavmilde overfor Wigan, hjemme på Anfield Road. Herudover mødes Arsenal og Aston Villa på Emirates, hvor der vel kun er ét realistisk udfald. Selvom ’The Villains’ har en 3-1 sejr fra Stamford med fra tidligere i sæsonen, kræver det, at de spiller over evne, hvis de skal bremse RVP og co. Sidst har vi opgøret mellem Swansea og Everton. Ja, det er, hvad der er at sige til den kamp.
Lørdagens fodboldfest lukkes på Britannia, når Stoke City tager imod Manchester City, hvor alt er på spil for gæsterne. De kommer lige fra en slem gyser, da de fik skovlen under Chelsea i midt-ugen med en 2-1 sejr hjemme på Etihad og skal forsøge at holde dampen oppe for at lægge maksimalt pres på rivalerne fra United, inden de spiller mandag.

Søndag klokken 17.00 er der så PL-bold igen, når West Brom tager imod Newcastle. Et interessant opgør, som ’Magpies’ skal vinde, hvis de vil holde sig inde i kampen om at spille europæisk fodbold næste år. West Brom har efterhånden fået rettet op på en horribel sæsonstart, men vil uden tvivl gerne fortsætte deres march op igennem tabellen, så de ligger sig ikke ned uden kamp.
Mandag aften bliver runden så lukket på Old Trafford, når United tager imod ligaens dårligste udehold. Fulham har kun formået vinde to kampe på udebane i denne sæson, og ingen af de disse modstandere indtager p.t. en højere placering end 17. pladsen. Det er derfor svært at se, hvordan det her kan blive andet end en afklapser, men alt kan selvfølgelig ske i fodbold. Finder i United lige på til et højere odds end 1.10, kan vi anbefale at tage imod med kyshånd. Ydermere er det ikke lykkedes Fulham at stjæle point på Old Trafford siden 1963.

God runde til jer alle!
Kampprogram for 30. spillerunde:

Lørdag 24/3-’12

Chelsea - Tottenham (6’eren)
Arsenal – Aston Villa
Bolton – Blackburn
Liverpool – Wigan
Norwich – Wolves
Sunderland – Q.P.R.
Swansea – Everton
Stoke – Man City (6’eren)

Søndag 25/3-‘12
West Brom – Newcastle (6’eren)

Mandag 26/3-’12
Man Utd – Fulham (6’eren)