tirsdag den 27. marts 2012

Opsummering af 30. Spillerunde – Crouch hjælper United

Lad os bare starte ud med en forklaring af overskriften med det samme. 30 spillerunde leverede både op og nedture – spillemæssigt – og på opturssiden finder vi bl.a. Peter Crouchs fabelagtige mål mod Man City. Uden for feltet tæmmer ”storken” læderet efter bedste evner for efterfølgende at levere en laban af en afslutning, der ender på flotteste vis bag en chanceløs Joe Hart i City-målet. Yaya Touré fik en smule heldigt reduceret, da hans ellers flotte langskud blev rettet af på vejen, men facit er, at Mancinis drenge mister terræn i toppen grundet Uniteds sejr over Fulham. De røde djævle viste ikke prangende takter mandag aften, da Dempsey og co. gæstede OId Trafford, men en træffer fra Rooney viste sig at være nok til at sikre de tre vigtige point.

Lørdag eftermiddag var udset til at blive en underholdende en af slagsen – hovedsageligt grundet den tidlige kamp mellem Chelsea og Tottenham. Til stor skuffelse for alle Premier League-elskere blev det opgør dog en fuser af dimensioner, da ingen af de to hold formåede at vise andet end glimt af vindervilje. Spurs kan dog være fint tilfredse med det ene point, da kampen om tredjepladsen stadig er i spil. Arsenal er varmere end Lars Bom på Las Palmas lige for tiden, og de hentede da også den forventede sejr, da de hjemme besejrede Villa med 3-0.
Swanseas flotte formkurve blev på eget græs bremset af Everton, der kunne tage hjem med en 2-0 sejr i bagagen. Norwich kom flot igen, efter de var bagud med 0-1 mod Wolves, og to scoringer af Grant Holt resulterede i tre point. Newcastle løb fuldstændig WBA over ende den første halve time af opgøret på The Hawthorns, og med stillingen 3-0 til Pardews tropper efter 34 minutters spil var det opgør hurtigt afgjort.

Bolton-spillerne viste god mentalt form, da de på eget græs formåede at besejre sprælske Blackburn med 2-1. Muamba-affæren må fylde meget for Coyles drenge for tiden, og sejren kan ende med at få vital betydning, hvis spillerne kan bygge videre på weekendens sejr.
Sunderland høstede en relativt nem 3-1 sejr hjemme mod QPR lørdag – bl.a. grundet en Bendtner-scoring og endnu et rødt kort til gæsternes Cissé, der nu er blevet smidt af banen to gange siden ankomsten i januar-transfervinduet. For anden gang i træk er Liverpool blevet gemt til sidst, da de igen formåede at skuffe – denne gang hjemme mod Wigan. Som sædvanlig, fristes man til at sige, formåede Anfield-drengene ikke at få udbytte af deres massive overtag. Wigan havde stort set ikke mere end to forsøg på mål, men det viste sig at være nok til at sikre sejren.

Topscorerliste Top 10:
1. Robin van Persie 26
2. Wayne Rooney 21
3. Sergio Agüero 17
4. Demba Ba 16
5. Yakubu 14
6. Edin Džeko 13
7. Clint Dempsey 12
8. Grant Holt 12
9. Mario Balotelli 11
10. Emmanuel Adebayor 11
Chelsea – Tottenham 0-0

Arsenal – Aston Villa 3-0
1-0: Gibbs (16)
2-0: Walcott (25)
3-0: Arteta (90)

Bolton – Blackburn 2-1
1-0: Wheater (28)
2-0: Wheater (35)
2-1: N´Zonzi (56)

Liverpool – Wigan 1-2
0-1: Maloney (30)
1-1: Suárez (47)
1-2: Caldwell (63)

Norwich – Wolves 2-1
0-1: Jarvis (25)
1-1: Holt (26)
2-1: Holt, straffe (45)
Rødt kort – Holt, Norwich (85)

Sunderland – Queens Park Rangers 3-1
1-0: Bendtner (41)
Rødt kort – Cissé, QPR (55)
2-0: McClean (70)
3-0: Sessègnon (76)
3-1: Taiwo (79)

Swansea – Everton 0-2
0-1: Baines (58)
0-2: Jelavic (76)

Stoke – Manchester City 1-1
1-0: Crouch (59)
1-1: Touré (76)

West Bromwich – Newcastle 1-3
0-1: Cissé (6)
0-2: Ben Arfa (12)
0-3: Cissé (34)
1-3: Long (53)

Manchester United – Fulham 1-0
1-0: Rooney (42)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar