fredag den 25. november 2011

Verdens bedste liga - med knopperne først


13. spillerunde. 26/11 -27/11, 2011.
De to Manchester klubber, der i øjeblikket danner frontløbere i ligaen, kommer på et par ordentlige opgaver, når 13. spillerunde byder på et par interessante opgør. Newcastle har ikke vundet over United på Old Trafford siden 72 og vil lide endnu et slag i topstriden, hvis de for anden uge i træk må gå fra banen uden point. City skal en tur til ned og besøge Liverpool i et opgør, hvor værterne traditionelt har meget godt styr på førerholdet.

Stoke sejler videre, og alt andet end en sejr vil være gøre ondt mod underpræsterende Blackburn. Everton tog en 2-1 sejr hjemme mod Wolves i sidste runde og kan tage endnu et skridt i den rigtige retning, hvis de formår at sænke Bolton. Norwich lægger græs til et interessant oprykkerbrag, når de tager imod Q.P.R, der er klatret et stykke op i tabellen i november måned.

Chelsea og Arsenal står overfor overkommelige opgaver imod hhv. Wolves og Fulham, og førstnævnte vil være tvunget til at få en sejr, hvis de ikke skal fortsætte deres glidetur ud af toppen. Så hvis efterårsstormen holder dig inden døre denne weekend, er der heldigvis være masser af god fodbold at lune sig på. God fornøjelse!

Kampprogram for 12. spillerunde:
Lørdag 19/11 – 2011
Stoke - Blackburn (6´eren)
Bolton – Everton
Chelsea - Wolverhampton
Man Utd – Newcastle (6´eren)
Norwich – Queens Park Rangers
Sunderland – Wigan
West Bromwich – Tottenham
Arsenal - Fulham (6´eren)
Søndag 20/11 – 2011
Swansea – Aston Villa (6’eren)
Liverpool – Man City (6´eren)

Denne uges staldtips: 26/11-27/11, 2011


West Bromwich – Tottenham (1-0) 2 Odds 3.25
Swansea – Aston Villa X Odds 3.20
Liverpool – Manchester City  1 Odds 2.70

Det blev til et enkelt pletskud ud af tre i sidste runde, der involverede nogle yderst frække bud, og da de to missere begge kun var et mål ved siden af, er selvtilliden på redaktionen stadig i top. Det skal i den forbindelse også med, at vi selvfølgelig ramte hjertebørnene fra QPR til odds 4,50 ude mod Stoke. I denne uge fortsætter vi i den frække afdeling, hvor bl.a. Citys status som ubesejrede står for skud.

Den største gave, vi er stødt på i denne uge, er en to-måls sejr til Tottenham. Albions er altid et let bytte for topholdene, og Tottenham er i vores øjne kæmpe favoritter til at køre en komfortable sejr hjem. Aston Villa har været notorisk gode til at spille uafgjort denne sæson, og da Swansea ikke lægger sig ned på hjemmebane, ser vi pointdelingen som den helt naturlige løsning.

Intet varer evigt, og vi tror på, at Citys flotte sæsonstart slutter søndag på Anfield. Holdet tabte til Napoli i midt-ugen i en kamp, hvor de havde hårdt brug for et resultat, og derfor virker 2.70 som et helt fornuftigt odds.

Chelsea (5) – Wolverhampton (17) –26/11 - 2011


Lørdag kl. 16.00
Chelsea tager hjemme imod Wolves lørdag eftermiddag, hvor alt pres er på hjemmeholdet. Det tegner til en underholdende affære med en intensitet, der kun er at finde i den bedste engelske række.

Unge Villas-Boas har virkelig ramt høj sø i de seneste runder, og nederlaget til Liverpool, der var det andet hjemmenederlag i træk, har virkelig udstillet, hvordan tingene ikke kører som smurt for tiden.  Dagens kamp er både en god mulighed for at pudse formen af inden begyndelsen på et bistert december-program, hvor flere af topholdene står på menuen, og samtidig ramme alvor, da der er hårdt brug for point på kontoen inden prøvelserne forude. Wolves har ikke fået point på Stamford Bridge siden 1982, og alt andet end en sejr vil være en katastrofe for den ambitiøse klub hvilket ikke vil være noget, der bringer den portugisiske manager i højere agtelse hos den russiske ejer. 
Tropperne har været gode til score på hjemmebane, men har samtidig ikke holdt rent bur hjemme på ’Broen’ i denne sæson. I sidste weekend var ivorianske Drogba foretrukket i angrebet, frem for Torres, der måtte overvære det meste af kampen fra bænken. Ligesom franske Malouda var foretrukket i startopstillingen over unge Sturridge. Sidstnævnte har nok kæmpet sig tilbage blandt de elleve foretrukne, da han scorede kort efter at være sat på banen.

’De blå’ har ikke været i stand til lukke af, og den stærke organisation, der i mange år har kendetegnet holdet, er svært at få øje på lige i tiden. Alt for mange spillere er uden defensive opgaver og når de erfarne stjerner i Cole, Terry og Cech begynder at se usikre ud, er det altså svært at lukke kampene til egen fordel. Oveni kommer presset i at vide, at man om halvanden uge skal have et resultat, mod et formstærkt Valencia-hold, for at gå videre i Champions League. En turnering, der betyder meget i den højthigende klub.

Der er ikke meget bid i ulvene, når de spiller på udebane denne sæson. De har ikke fået point med hjem, siden de besøgte Aston Villa i slutningen af august i en kamp, der endte 0-0. Der er simpelthen ikke nok kvalitet til at være effektive på de få muligheder, der byder sig, når kampene ikke foregår hjemme på Molineux. Heller ikke der er Wolverhampton videre godt kørende og ligger derfor også og flirter med nedrykningstregen. En kamp, der ser ud til at fortsætte, hvilket ikke er en uvant situation for McCarthys tropper. Manageren plejer at være snu til at vælge sine kampe med omhu, og karantæner til både O’Hara og Hunt gør, at der ikke er det store pres på hans skuldre til dagens kamp.

PL-formkurve, Chelsea: V-T-T-V-T
PL-formkurve, Wolverhampton: T-U-T-V-T
Seneste fem indbyrdes:
5/1/2011: Wolves – Chelsea 1-0
23/10/2010: Chelsea – Wolves 2-0
20/2/2010: Wolves – Chelsea 0-2
21/11/2009: Chelsea – Wolves 4-0
27/3/2004: Chelsea – Wolves 5-2
Historisk: 37-26-38
Skader, tvivlsomme og karantæner:
Chelsea: Michael Essien (S). Ashley Cole (T).
Wolverhampton: Kevin Foley (S), Jamie O’Hara (K), Stephen Hunt (K).
Forventede startopstillinger:
Chelsea: Cech – Ivanovic, Luiz, Terry, Cole – Ramires, Mikel, Lampard – Sturridge, Torres, Mata.
Wolverhampton:  Hennessey, Elokobi, Berra, Johnson –Ward, Edwards, Henry, Guédioura, Jarvis –Milijas.
Hold øje med: Chelseas Torres – Der er ikke så meget at komme efter, han skal tilbage på sporet og det her er en gylden mulighed for at sætte sit navn på kampreferatet.
Wolverhamptons Hennessey – Keeperen skal nok få sit at se til i dag, og der kan ikke reddes point med hjem uden han er en del af det.
Redaktionens bud: 3-0. Hjemmeholdet skal tilbage på sporet og den her bliver ikke kørt hjem med prangende spil, men på manglende modstand.

Norwich (11) – Queens Park Rangers (9) 26/11 - 2011



Lørdag kl. 16.00
Der er dømt oprykkermøde på Carrow Road lørdag, når kanariefuglene tager mod liga-jokeren, QPR. En sejr til hjemmeholdet vil sende dem forbi gæsterne i tabellen, men QPR har tanken fyldt med selvtillid efter sidste weekend.

Norwich chokstartede mod Arsenal sidste lørdag, da Morison efter et kvarters spil fik bolden i kassen. Van Persie er dog for tiden umulig at stoppe, og to kasser fra hollænderens støvler endte med at sikre The Gunners alle tre point. Norwich fik dog endnu en gang vist, at de ikke er i den bedste engelske række bare for at samle sæben op.

Lamberts tropper har leveret flotte resultater indtil videre ,men er nu inde i en stime på fire kampe uden sejr. Der er ikke langt fra storhed til fald i det fornneme selskab, hvilket flere af de etablerede Premier League-hold som Stoke, Sunderland og Bolton kan snakke med om. Lørdagens kamp må betragtes som en nøglekamp, da en sejr, som nævnt i indledningen, kan sende Norwich forbi QPR i tabellen. Tilsvarende vil et nederlag ikke alene betyde et fald i placeringerne, men den point-fattige stime vil blive forlænget. Som udgangspunkt kan værterne dog trøste sig med, at de kun har tabt på hjemmebane til QPR tre gange de sidste tyve år!


Det er efterhånden gamle nyheder, at redaktionen har svagt punkt for QPR. Det har kostet et par lussinger, men sidste weekend gav det pote, da oprykkerne sænkede Stoke på Britannia, hvilket vi ”selvfølgelig” havde luret og smidt på som staldtips. Helguson nettede to gange i det opgør, men Warnock har denne uge udtalt, at angriberen ikke har trænet siden. Han er derfor tvivlsom forud for opgøret, hvilket sætter offensiven under pres. DJ Campbell forventes at være ude indtil midten af december, og Bothroyd og Hulse er begge på vej tilbage efter skader. Førstnævnte har dog ikke været ude længe og ligner derfor det oplagte valg, hvis ikke Helguson når at blive klar.
PL-formkurve, Norwich: V-U-U-T-T
PL-formkurve, QPR: U-V-T-T-V
Seneste fem indbyrdes:
01/01/2001: Norwich – QPR 1-0
16/10/2010: QPR – Norwich 0-0
03/03/2009: QPR – Norwich 0-1
17/09/2008: Norwich – QPR 0-1
26/04/2008: Norwich – QPR 3-0
Historisk: 43 – 31 – 36.
Skader, tvivlsomme og karantæner:
Norwich: Daniel Ayala (S), Elliott Ward (S), Zak Whitbread (S), James Vaughan (S).
QPR: DJ Campbell (S), Matthew Connolly (S), Kieron Dyer (S), Jay Bothroyd (T), Daniel Gabbidon (T), Heidar Helguson (T), Luke Young (T), Rob Hulse (T), Joey Barton (K).
Forventede startopstillinger:
Norwich: Ruddy – Naughton, Martin, Barnett, Tierney – Bennett, Fox, Johnson, Pilkington – Hoolahan – Morison.
QPR: Kenny – Young, Gabbidon, Ferdinand, Hill – Mackie, Derry, Faurlín, Traoré – Wright-Phillips, Helguson.
Hold øje med: Norwichs Morison – En kasse mod Arsenal forpligter, og QPR-forsvaret har vist sig at være til at tale med. QPRs Helguson – Endnu en angriber. To mål mod Stoke tyder på, at Helguson er varm. Forhåbentlig bliver han sin skade kvit.
Redaktionens bud: 1-1. Intens oprykker fight, hvor begge hold givetvis ikke ønsker at tabe.

Manchester United (2) – Newcastle (4) 26/11 - 2011



Lørdag kl. 16.00. Kampen kan følges direkte på 6´eren.
Det er mere end ti år siden, at Newcastle har besejret United. Lørdag er der dog muligheder for, at de kan ryste de forsvarende mestre, som ikke har set synderligt giftige ud den seneste tid.
Tre kampe, ni point og en målscore på 3-0. Sådan lyder de kolde facts ovenpå Uniteds seneste tre kampe. Det er de tre kampe, der er fulgt i det umiddelbare kølvand af 1-6 snitteren mod rivalerne fra City, og noget tyder på, at det nederlag stadig nager Fergusons drenge. United har øjensynligt problemer, men de formår alligevel at finde frem til de tre point – som sædvanlig, fristes man til at sige.
En del af forklaringen på de svaghedstegn, United har vist, kan findes på bænken, hvor flere spillere har opholdt sig længere tid end normalt grundet skader. Formationen, der startede sæsonen ud på midtbanen, har vaklet noget, da Cleverly stadig ikke er sine skader kvit, og Anderson ligeledes er løbet ind i problemer. Sidstnævnte er dog lige på vippen til at være klar igen og i så fald, står både Fletcher og Carrick klar til at danne makkerpar med ham. Rooney meldes tvivlsom forud for opgøret, da han måtte sidde ude under midtugens Champions League-opgør mod Benfica, men Ferguson har udtalt, at han vil strække sig langt for at lade stjernen spille mod Newcastle.
tSidste weekend skete det. Newcastle led sæsonens første nederlag, men da arenanen var Etihad Stadium, må det siges at være det forventede resultat. Pardews tropper har set solide ud gennem sæsonens første 11 runder, og det lå lidt i kortene, at de på et eller andet tidspunkt måtte miste koncentrationen. Det var i hvert fald, hvad der skete mod City, da det ellers så stærke forsvar i den grad svigtede. Langskuds-bomberen fra sejren over Everton, Ryan Taylor, havde en uhyggelig dag på kontoret, da han både var skyld i et klart straffe og nærmest formåede at danse bolde lige i fødderne på Micah Richard foran mål.
Demba Ba og co. skal tilbage på sporet, men en tur til Old Trafford er bestemt ikke favoritmenuen for The Magpies. Den sidste indbyrdes sejr mod United skal vi tilbage til 2001 for at finde, men en sejr på drømmenes teater  ligger så langt tilbage, at samtlige førsteholdsspillere slet ikke var født. 1972 var nemlig året, hvor Newcastle sidst kunne notere en udebanesejr mod United, og der må derfor siges at være god grund for lidt ekstra jubel, hvis den statistik skulle blive brudt på lørdag.
Old Trafford er et af de sværeste steder i Europa at spille, og Newcastle løber ind til kampen på lørdag som klart undertippede. Det er dog svært at bedømme, hvor United egentlig står pt., og hvis Ba, Cabaye og Ben Arfa rammer dagen, er et historisk resultat ikke en umulighed.
PL-formkurve, Man Utd: U-T-V-V-V
PL-formkurve, Newcastle: U-V-V-V-T
Seneste fem indbyrdes:
19/04/2011: Newcastle – Man Utd 0-0
16/08/2010: Man Utd – Newcastle 3-0
04/03/2009: Newcastle – Man Utd – 1-2
17/08/2008: Man Utd – Newcastle 1-1
23/02/2008: Newcastle – Man Utd 1-5
Historisk: 70 – 36 – 38.
Skader, tvivlsomme og karantæner:
Man Utd: Tom Cleverly (S), Michael Owen (S), Anderson (T), Rafael (T), Darron Gibson (T), Wayne Rooney (T), Chris Smalling (T), Danny Welbeck (T).
Newcastle: Sylvain Marveaux (S), Michael Willamson (S), Tioté (T), Leon Best (T).
Forventede startopstillinger:
Man utd: De Gea – Jones, Ferdinand, Vidić, Evra – Nani, Fletcher, Carrick, Park – Hernández, Rooney.
Newcastle: Krul – Simpson, Taylor, Coloccini, Taylor – Ameobi, Cabaye, Guthrie, Gutíerrez – Ben Harfa – Ba.
Hold øje med: Uniteds De Gea – Redation en vælger her en lidt anderledes bud, men det kan blive en af de kampe, hvor den spanske keeper enten viser sit værd eller leverer endnu et drop. Newcastles Ba – Det oplagte valg, men skal der være tale om nogen form for overraskelse, kræver det givetvis en præstation fra topscoreren.
Redaktionens bud: 2-1. United fortsætter stimen med snævre sejre, men det er ikke nemt at spille fire kampe i streg i Premier League uden at lukke mål ind.

West Bromwich (10) – Tottenham (3) – 26/11 - 2011



Lørdag kl. 16.00

Der er kun syv pladser til forskel i tabellen, men spillemæssigt er de to hold universer fra hinanden. West Bromwich ligger midt tabellen i kraft af deres evne til at tage point, hvor de kan, hvorimod gæsterne fra Tottenham næsten selv kan afgøre, om de skal vinde kampene eller ej. Der er lagt op til et intenst opgør denne lørdag.

Kun da West Bromwich mødte rivalerne fra Aston Villa, var de været i stand til at slå et hold, der ligger over dem selv i ligaen. Sammenkoblet med at de hjemme kun har fået point mod hold, der er at finde blandt de nederste fem, er det en overordentlig opgave, der venter Hodgsons udvalgte i denne runde. Manageren kan sagtens tænkes at ville sælge den her kamp for i stedet at satse på at få noget med hjem i de tre kommende kampe, der byder på lidt mere jævnbyrdige modstandere. Hvis de skal finde en opløftende statistik, må det være, at ’The Baggies’ ikke har tabt hjemme til Tottenham siden 2003, hvor gæsternes koryfæ Robbie Keane nettede to gange.

To af hjemmeholdets vigtigste offensive brikker, Shane Long og Peter Odemwingie, er meldt tvivlsomme til dagens kamp, men vi gætter på, at det er et røgslør fra gamle Hodgson, og at de begge er med fra start. Uden dem vil det blive yderst svært for værterne, da de i forvejen i gennemsnit scorer mindre end en gang pr. hjemmekamp. Det er over en måned siden, at målmand Foster sidst har holdt buret rent, og det er derfor vigtigt for hjemmeholdet at komme på tavlen. Dødbolde er normalt en af opskrifterne, når West Bromwich spiller mod hold fra den bedre halvdel, men imod Harry Redknapp er det nok ikke sandsynligt, at det er det stærkeste våben.

West Bromwich har fået en fin pointhøst på det seneste og vil uden tvivl være tilfredse, hvis de kan sikre sig det ene point i denne weekend. Håbet om at komme til at spille europæisk fodbold i næste sæson er ikke utopi for Hodgson, men skal kvalifikationen ske gennem ligaplaceringen, er det mod de mindre hold at sejrene skal komme.

Tottenham har fart på i tiden, og da deres tre eneste pointtab i sæsonen er kommet mod de andre hold i top-fire, er der meget, der peger på, at de tager hjem fra West Midlands med alle tre point. Kun en gang i sæsonen er de gået fra banen uden at have scoret. Manager Redknapp har gennem de seneste år skabt en stærk trup, og med van der Vaart i topform har vi en helt åbenlys årsag til, at det bliver svært for hjemmeholdet at holde fortet. Fire mål fra den teknisk stærke hollænder på udebane indtil videre i sæsonen vidner om, hvor vigtig en del han er blevet af London-mandskabets angreb. Sammen med stærke Emmanuel Adebayor har de fået skabt en giftig kombination, der gør livet svært for mange forsvar i Premier League.

De to hold mødtes sidst i april, hvor det blev til 2-2 på White Hart Lane. Et resultat Spurs ikke kunne være tilfredse med. Udsigten til at kunne spise sig ind på Manchester-klubberne med en sejr, vejer nok til at Redknapps mandskab vil være topmotiverede for at indtage The Hawthorns.

PL-formkurve, West Bromwich: V-V-T-T-V
PL-formkurve, Tottenham: U-V-V-V-V
Seneste fem indbyrdes:
23/4/2011: Tottenham – West Bromwich 2-2
11/9/2010: West Bromwich – Tottenham 1-1
2/5/2009: Tottenham – West Bromwich 1-0
28/12/2008: West Bromwich – Tottenham 2-0
27/3/2006: Tottenham – West Bromwich 2-1
Historisk:  52-29-51
Skader, tvivlsomme og karantæner:
West Bromwich:
Tottenham: David Bentley (S), Michael Dawson (S), Tom Huddlestone (S).
Forventede startopstillinger:
West Bromwich:  Foster – Reid, McAuley, Olsson, Shorey – Brunt, Morrison, Mulumbu, Thomas – Long - Odemwingie.
Tottenham:  Friedel – Walker, Kaboul, King, Assou-Ekotto – Lennon, Parker, Modric, Bale - van der Vaart, Adebayor.
Hold øje med: West Bromwichs Olsson – Formår altid at få tid foran kameralinsen og vil nok endnu en gang være helt fremme i skoene.
Tottenhams Bale – Utvivlsomt en af de bedste spillere i ligaen, der altid er farlig. Kan både slå de præcise indlæg fra sine raids på venstrekanten, være med i kombinationsspillet og afslutte selv.
Redaktionens bud: 1-4. Hodgson plejer at spille disciplineret og holde kampen tæt til det sidste, men gæsterne har simpelthen for mange strenge at spille på i dette opgør.

Arsenal(7) – Fulham (12) – 26/11 - 2011


Lørdag kl. 18.30. Kampen vises direkte på 6’eren.

Sølle 49 gange har de to hold mødtes siden første gang i 1904. Dagens værter har haft krammet på naboerne og alt tyder da også på at Fulham får det yderst svært, når de løber ind på Emirates lørdag eftermiddag.

I Arsenal går det kun én vej for tiden, og det er op. Anført af ligaens for tiden skarpeste mand, Robin van Persie, er sejrene kommet i stime siden nederlaget til Tottenham d. 2. oktober. Den varme angriber har scoret 13 mål i 12 PL-kampe, og med to mål i midt-ugens sejr over de tyske mestre fra Dortmund, er manden på alles læber lige i tiden, rundt om i fodbold-Europa. Sejren over tyskerne gjorde ligeledes at de er sikre på at ende på førstepladsen i deres pulje, og kan dermed koncentrere sig fuldt ud om den hjemlige turnering resten af året. Når man oveni er ret så solid hjemme mod ligaens nederste halvdel, med fuldt pointudbytte i fem kampe, gør Arsenal til kæmpe favoritter.

Ikke nok med at der bliver scoret masser af mål for tiden, men ’The Gunners’ har også været ret solide i defensiven, når de spiller på hjemmebane, med kun fire mål imod sig, hvoraf to af dem kom i kampen mod Liverpool i starten af sæsonen. Dengang var halvdelen af førsteholdet halv- eller helskadet, hvilket står i stærk kontrast til det hold der løber på banen i denne weekend. De sidste par runder er holdet blevet godt samspillet og den medvind der er i klubben lige for tiden, gør det unægtelig nemmere for nogle af nyerhvervelserne, som f.eks. spanske Mikel Arteta, og deres kamp for at Arsenal kan beholde sin plads i toppen af verden bedste liga.

Franske Arsene Wenger har været meget igennem i sin tid i Arsenal, der begyndte tilbage i sæsonen 96/97. Masser af spillere har været gennem franskmandens styre i Londons mest vindende klub og det nyeste kuld ser indtil videre ud til at være i stand til opfylde klubbens målsætninger. Ofte har Wenger set nogle af sine bedste spillere gå, og salget af kaptajn- og altoverskyggende stjerne Cesc Fabregas, efterlod endnu en gang et tomrum i klubben. Managers enorme rutine, er måske det der har været med til, at potentialet i van Persie virkelig er kommet til udtryk, efter at fået ansvaret som anfærer og leder på holdet.

Fulham har med efterårets manglende resultater, bragt sig skræmmende tæt på nedrykningsstregen og vil med endnu et dårligt resultat muligvis være at finde under den, når denne runde er spillet færdig. En udsigt sidste sæsons nr. 8 umuligt kan være tilfredse med, og den nye manager Martin Jol skal nok snart have point på kontoen, hvis ikke han skal begynde at føle varmen under sit sæde. Offensiven ført an af blandt andre Bobby Zamora har svært ved at få det til at fungere, og i særdeleshed turene væk fra Craven Cottage har været tørre for dem med kun tre scoringer. Da defensiven heller ikke har været prangende, er det svært at se hvordan pointene skal med hjem i dag.

Alt kan ske i fodbold, men der nok ikke mange der sidder med Fulham-spillere på drømmeholdet i denne weekend. Kan det lykkedes for Hangeland og co. at lukke ned for den hollandske komet i Arsenals angreb, er det dog ikke umuligt at få point med hjem. Det skete i 2009, så det ligger ikke helt fjernt i hukommelsen. Dødboldene fra anfører Danny Murphy skal man aldrig undervurdere, og hans store erfaring bliver en af nøglerne til succes.
Det er altid underholdende når de to hold mødes, ligesom det var i december, da Arsenal trak det længste strå i sidste sæsons tilsvarende kamp, med en 2-1 sejr.
PL-formkurve, Arsenal: V-V-V-V-V
PL-formkurve, Fulham: T-T-V-T-U
Seneste fem indbyrdes:
22/5/2011: Fulham – Arsenal 2-2
4/10/2010: Arsenal – Fulham 2-1
9/5/2010: Arsenal – Fulham  4-0
26/9/2009: Fulham – Arsenal 0-1
28/2/2009: Arsenal – Fulham 0-0
Historisk:  7-8-34
Skader, tvivlsomme og karantæner:
Arsenal:  Kieran Gibbs (S), Carl Jenkinson (S), Ryo Miyaichi (S), Bacary Sagna (S), Jack Wilshere (S), Abou Diaby (T).
Fulham:
Forventede startopstillinger:
Arsenal: Szczesny – Koscielny, Mertesacker, Vermaelen, Santos – Arteta, Song, Ramsey – Walcott, van Persie, Gervinho
Fulham: Schwarzer – Baird, Hughes, Hangeland, Riise – Dempsey, Murphy, Etuhu, Duff – Zamora, Dembélé
Hold øje med: Arsenals van Persie: Man kan ikke sige Arsenal uden at sige van Persie lige i tiden, og topscoreren har alle muligheder for at få endnu flere mål på kontoen.
Fulhams Dempsey: En af gæsternes farligste spillere, der fra midtbanen altid er i stand til at komme i gode positioner og forsøg på mål.
Redaktionens bud: 4-1. Alt siger Arsenal sejr. Vi tror på at gæsterne kommer til at have en lang dag på kontoret.

Swansea (13) – Aston Villa (8) 26/11 - 2011



Søndag kl. 14.30. Kampen kan følges direkte på 6´eren.

Swanseas ubesejrede stime på hjemmebane blev brudt af Man Utd sidste weekend, så oprykkerne vil givetvis være opsatte på at revanchere  det resultat mod Villa, der mildest talt ikke har set imponerende ud på fremmed græs.

Lige pt. ligger Swansea placeret som det nederste af de tre oprykkerhold. Både Norwich og QPR er dog indenfor en sejrs rækkevide, og Waliserne må hurtigts muligt op på hesten igen efter det tætte 0-1 nederlag til United. Det var som nævn første gang i denne sæson, at Graham og co. måtte gå fra Liberty Stadium uden point, hvilket ellers må betragtes som en fin statistik for en oprykker.
Swanseas store problem er deres svingende form. På trods af deres optimistiske spillestil formår de ofte ikke at holde bundniveuaet over en hel kamp, og det kan ende med at koste mange vigtige point. Redaktionen har indtil videre rost Swanseas spillelystne stil – og vil fortsat gøre det. Forhåbentlig får holdet bedre styr på udsvingene, hvilket de passende kan starte med mod Villa, der endnu ikke har vundet på udebane denne sæson.

Uden at gøre det store væsen af sig, har Villa formået at holde fast i den bedre havldel af tabellen. Den nuværende ottendeplads må siges at være godkendt. Som nævnt i sidste uges optakt, er det dog svært at komme uden om, at holdet mangler flair. Mandagens 0-2 nederlag til Tottenham kommer ikke som den store overraskelse, men det er ind i mellem trist at se, hvor lidt The Villans er i stand til at bide fra sig, når det virkelig gælder.

Bent og Agbonlahor ligner de to spillere, der skal holde modet oppe for resten af truppen denne sæson, så det vil derfor ikke skade, hvis spillere som Delph, N´Zogbia og Petrov trådte mere i karakter. Aston Villa er ved at skabe sig et ”kedeligere end vinsmagning-image”, og kampen mod Swansea byder på muligheden for at bryde den rytme.

PL-formkurve, Swansea: T-U-V-U-T
PL-formkurve, Aston Villa: T-T-U-V-T
Seneste fem indbyrdes:
Sidst Swansea og Villa tørnede sammen var helt tilbage i sæsonen 82/83, hvor begge hold sikrede en sejr.
Historisk: 3 – 0 – 11.
Skader, tvivlsomme og karantæner:
Swansea: Ferry Bodde (S), Alan Tate (S), Steven Caulker (T).
Aston Villa: Eric Lichaj (S), Nathan Delfouneso (T).
Forventede startopstillinger:
Swansea: Vorm – Rangel, Monk, Williams, Taylor – Dyer, Britton, Gower, Sinclair – Allen – Graham.
Aston Villa: Given – Hutton, Collins, Dunne, Warnock – N´Zogbia, Petrov, Herd, Heskey – Bent, Agbonlahor.
Hold øje med: Swanseas Sinclair – Mod United viste Sinclair, at der ikke er nogen grund til at give en lang dribeltur forsøget. Det gav ikke pote mod de forsvarende mestre, men chancerne for succes mod Villa må betegnes som væsentlig større.
Redaktionens bud: 2-2. Forhåbentlig får vi en underholdene kamp på Liberty Stadium, hvor de to bagerste kæder nok skal komme på prøve.

Liverpool (6) – Manchester City (1) – 27/11 - 2011


Søndag kl. 17.00. Kampen vises direkte på 6’eren.

Et brag af en kamp venter, når førerholdet skal en tur til Anfield for at forsvare forspringet i toppen. Der står meget på spil for begge hold, og der er lagt op til et af weekendens højdepunkter, når de to hold afrunder denne uges program.

Liverpool er i særdeleshed storebror i historisk sammenhæng og har også i nyere tid haft godt styr på de sky-blå. Tabellen lyver dog som bekendt aldrig og når der på nuværende tidspunkt er 12 point mellem dem, i lige så mange kampe, vidner det også om en stor forskel.  Der er masser af ting at glæde sig over i Liverpool-lejren, selvom resultater ikke rigtigt har flasket sig. For første gang i lang tid, ligner Liverpool et hold, der selv uden et par af de store profiler, kan være i stand til at præge en kamp, med en mere afbalanceret trup. Især tilbagekomsten af Craig Bellamy, der har fået lov at starte inde et par gange med stor succes, senest i sidste runde mod Chelsea, har været værdifuld.

Holdet fra Beatles-byen har i mange været afhængige af at hente rigtig mange point på udebane, for at styre kontra overfor deres til tider ret horrible udebaneform, men i denne sæson har der været en del svipsere på hjemmebane med fire uafgjorte i seks kampe. Noget der ikke er holdbart hvis man vil kæmpe med om de tilgængelige pladser til næste års Champions League. Det er dog også ved at være almindelig skik at ’the Reds’ spiller deres bedste kampe mod netop topholdene, akkurat som de viste det i sidste weekend, hvor de specielt i første halvleg så langt bedre ud end Chelsea. Selvom Chelsea fik udlignet, og duoen Agger og Skrtel dermed tillod deres første scoring imod sig, i de tre kampe de er startet sammen i træk, kan det godt se ud til at skotten Dalglish endnu en gang fravælger rutinerede Carragher.

Slaget over ikke selv være herre over det videre avancement i CL-sammenhæng, efter midtugens nederlag til 
Napoli i det sydlige Italien, kan muligvis have efterladt skår, i den ellers for tiden ukarakteristiske blanke facade hos dagens gæster. Mancini vil være opsat på at få maskinen tilbage på skinner og en sejr over de historiske overmænd fra Liverpool, kan være det der sætter gejsten tilbage i Robertos projekt. Sejre på 6-1 og 5-1 ude over hhv. United og Hotspurs, viser at det er et helt specielt projekt der er i stand, og kan City ramme sammen takter som i ovenstående kampe, kan de blive meget svære at tale med. Der er nærmest garant for mål i dag, da hjemmeholdets forsvar på Anfield har været et svagt punkt med scoringer imod sig i alle kampe undtaget forrige rundes uafgjorte mod oprykkerne fra Swansea, koblet med gæsternes rekordsættende perlerække af målorgier.

Når man taler om Manchester City i Premier League i denne sæson, bliver det meget hurtigt til en masse klichéer og afjaskede superlativer. Det er bare endnu en gang et faktum at gæsterne skal ud og vise at deres titel-udfordring er af seriøs karakter og derfor er tvunget til at hente alle tre point i et sæsonens sværeste opgør.

Sidst Manchester City vandt på Anfield var i 2003 og den eneste af de 22 spillere der startede den kamp, som får mulighed for at være med i denne weekend er Jamie Carragher, vil det ikke være verdens mindste nyhed, hvis det lykkedes City at få alle tre point med fra det gamle stadion.

PL-formkurve, Liverpool: U-U-V-U-V
PL-formkurve, Manchester City: V-V-V-V-V
Seneste fem indbyrdes:
11/4/2011: Liverpool – Manchester City 3-0
23/9/2010: Manchester City – Liverpool 3-0
21/2/2010: Manchester City – Liverpool 0-0
21/11/2009: Liverpool – Manchester City 2-2
22/2/2009: Liverpool – Manchester City 1-1
Historisk:  80-40-41
Skader, tvivlsomme og karantæner:
Liverpool: Steven Gerrard (T).
Manchester City: Owen Hargreaves (T).
Forventede startopstillinger:
Liverpool: Reina – Johnson, Skrtel, Agger, Enrique – Maxi, Lucas, Adam, Downing – Bellamy, Suárez
Manchester City:  Hart – Richards, Kompany, Lescott, Clichy – Milner, Touré, de Jong, Silva – Dzeko, Agüero
Hold øje med: Liverpools Lucas – Spillede en af karrierens bedste kampe mod Chelsea og brasilianeren ligner endelig en der er klar til at tage det ansvar, der i så mange har været ham tiltænkt. En gentagelse er et must, hvis Silva og de andre skal holdes under kontrol.
Manchester Citys Hart. Utvivlsomt en af de bedste målmænd i ligaen, der ikke får så meget opmærksomhed fordi hans hold spiller som de gør. Kan han lave et par gode aktioner i dag, er City et godt stykke af vejen.
Redaktionens bud: 2-1. Vi tror på at topstriden intensiveres i december måned og det starter med at Liverpool vinder i dag, ved at holde gæsternes målmagere i tilpas kort snor.

mandag den 21. november 2011

Opsummering af 12. spillerunde 19/11 - 21/11 ´11 - London bridge fell again

Verdens bedste liga viste sig denne spillerunde endnu en gang fra sin gavmilde side. Som overskriften antyder slap Chelsea ikke afsted med det bedste resultat, da de hjemme, igen, sendte Liverpool hjem til Anfield med tre point i bagagen. Villas Boas´ tropper havde ellers fået muligheden for at klatre op på tredjepladsen, fordi Newcastle ude mod City led sæsonens første nederlag. I stedet blev det til et fald på en enkelt placering, da Tottenham med mandags-sejren over Aston Villa nu er det nye hold i hælene på Manchester-klubberne – a point med Newcastle.
Van Persie ser i øjeblikket ustoppelig ud, og han leverede da også begge Arsenals kasser i 2-1 sejren på Carrow Road. Som Redaktionen havde spottet, sikrede QPR tre solide point ude mod Stoke, der ikke ser ud til at være i stand til at følge med i Premier League i øjeblikket.

Som nævnt nåede Newcasltes stime endestationen mod City, der nu er eneste hold i ligaen uden nederlag på kontoen. Newcastles ellers bomstærke forsvar serverede to straffespark og en gigant-bommert for Mancinis drenge, hvilket selvsagt ikke er nogen god opskrift på succes. United hev en kneben 1-0´er hjem ude mod Swansea og holder derfor forspringet til City ”nede” på fem point

Topscorerliste Top 10:
1. Robin van Persie 13
2. Edin Džeko 10
3. Sergio Agüero 10
4. Wayne Rooney 9
5. Demba Ba 8
6. Rafael van der Vaart 6
7. Frank Lampard 6
8. Mario Balotelli 6
9. Ivan Klasnić 6
10. Darren Bent 5

Norwich – Arsenal 1-2
1-0: Morison (16)
1-1: Van Persie (27)
1-2: Van Persie (59)

Everton – Wolverhampton 2-1
0-1: Hunt (37, straffe)
1-1: Jagielka (44)
2-1: Baines (83, straffe)

Manchester City – Newcastle 3-1
1-0: Balotelli (41, straffe)
2-0: Richards (44)
3-0: Agüero (72, straffe)
3-1: Gosling (89)

Stoke – Queens Park Rangers 2-3
1-0: Walters (8)
1-1: Helguson (22)
1-2: Young (44)
1-3: Helguson (54)
2-3: Shawcross (64)

Sunderland – Fulham 0-0
West Bromwich – Bolton 2-1
1-0: Thomas (16)
1-1: Klasnić (21, straffe)
2-1: Long (56)

Wigan – Blackburn 3-3
0-1: Yakubu (2)
1-1: Gomez (8)
2-1: Caldwell (31)
Rød kort Dunn, Blackburn (48)
2-2: Hoilett (60)
3-2: Crusat (88)
3-3: Yakubu (90, straffe)

Swansea – Manchester United 0-1
0-1: Hernández (11)

Chelsea – Liverpool 1-2
0-1: Rodriguez (34)
1-1: Sturridge (55)
1-2: Glen Johnson (87)

Tottenham – Aston Villa 2-0
1-0: Adebayor (14)
2-0: Adebayor (40)

Kampe i den kommende spillerunde:

Lørdag d.26/11 – 2011
Stoke – Blackburn
Bolton – Everton
Chelsea – Wolverhampton
Manchester United – Newcastle
Norwich – Queens Park Rangers
Sunderland – Wigan
West Bromwich – Tottenham
Arsenal – Fulham

Søndag d.27/11 – 2011
Swansea – Aston Villa
Liverpool – Manchester City

fredag den 18. november 2011

Verdens bedste liga – tilbage efter landsholdspausen.

12. spillerunde 19/11 – 21/11 – 2011

Efter en pause med landskampe vender Premier League tilbage denne weekend – og det er med fart på. Flere spændende opgør står for døren, hvor bl.a. City – Newcastle og Chelsea – Liverpool trækker de store overskrifter. Både City og Newcastle er ubesejrede, så der er dømt intens fighterindsats i det opgør. Sidst Chelsea spillede på Stamford Bridge, scorede Arsenal fem gange, og Liverpools ellers ikke så hidsige angreb kan måske lukrere på en usikker hjemmedeffensiv.
Stoke skal forsøge at rejse sig efter det store 0-5 nederlag til Bolton, Norwich er vilde efter at gøre det onde ved Arsenal, og Sunderland med Nicklas Bendter i spidsen står overfor en overkommelig, men udfordrende opgave – hjemme mod Fulham.

Mandag blænder 6´eren op for opgøret mellem Tottenham og Aston Villa. Skulle du ikke have fået tjekket vores link mht, hvorfor man bør se det opgør, så sørg endelig for at få det gjort.
Kampprogram for 12. spillerunde:

Lørdag 19/11 – 2011
Norwich – Arsenal (6´eren)
Everton – Wolverhampton
Man City – Newcastle (6´eren)
Stoke – Quuens Park Rangers
Sunderland – Fulham
West Bromwich – Bolton
Wigan – Blackburn
Swansea – Man Utd (6´eren)

Søndag 20/11 – 2011
Chelsea – Liverpool (6´eren)

Mandag 21/11 - 2011-11
Tottenham – Aston Villa (6´eren)


Denne uges staldtips 19/11 – 21/11:

Norwich – Arsenal X, Odds 3,75

Stoke – Queens Park Rangers 2, Odds 4,50
West Bromwich – Bolton 2, Odds 3,65

Sidste runde ramte vi plet med alle tre staldtips, og vi vover os derfor ud på en smule mere usikker grund i denne omgang. Norwich har spillet over forventning indtil videre, og holdet oser af selvtillid. Det var tæt på at blive til hele tre mål på Villa Park for to weekender siden, og vi tror på, at overraskelsen lurer mod formstærke Arsenal.
Endnu en gang vælger danskespil, at sætte et direkte gaveodds på QPR. Oprykkerne har godt nok vist, at de på en dårlig dag kan tabe alle kampe, men de har tilgengæld også vist, at de kan snørre sækken, når der er brug for det. Stoke tabte sidste weekend med hele 0-5 til Bolton, og odds 4,50 er bare for godt til ikke at spille.

Samme argument gør sig gældende i vores sidste kamp. Boltons fik deres første hjemmesejr mod Stoke, og det må have en eller anden form for indflydelse i omklædningsrummet, at man sådan kan klæde et ellers deffensivt velfunderet hold fuldstændigt af. Vi regner med, at Bolton har fået vinger efter det resultat, og odds 3,65 lyser kraftigt op.

Norwich (9) – Arsenal (7) – 19/11 - 2011

Lørdag kl. 13.45. Kampen kan følges direkte på 6´eren.

Runden sparkes i gang med, hvad der tegner sig til et underholdende opgør, når oprykkerne fra Norwich tager imod den historiske storklub fra London. Seks point skiller de to hold inden mødet, hvilket må siges at være mindre, end man måske havde ventet inden sæsonen startede. To hold der gerne vil spille fremad – velkommen tilbage til verdens bedste liga.
Norwich har kunnet lune sig på en velfortjent 9. plads under den netop overståede landsholdspause. Midlerne er mindre end hos mange af de nærmeste konkurrenter i tabellen, men manager Paul Lambert har virkelig fået skabt en velsmurt enhed, der både kan spille flot og med en kæmpe arbejdsindsats. Der er garanti for mål når ’kanariefuglene’ går på banen – kun to gange har de ikke formået at score i denne sæson, og keeper Paul Ruddy har endnu ikke hold buret rent i en kamp. Når modstanderen så hedder angrebsivrige Arsenal, kan det næsten kun blive underholdende.

Fordelingen af målscorere på holdet vidner også om, at det ikke er den samme gut, der står og skovler dem ind fra den lille boks. 16 mål er det blevet til indtil videre, og holdets nuværende topscorer er den 23-årige Anthony Pilkington med 4 basser. Angriberen Grant Holt ligner også en, der vil være med og har efter det udlignende mål på Anfield i oktober været fast inventar i startopstillingen. Hvor målene skal komme fra på lørdag, tør vi ikke spå om, men de frygtløse tropefugle fra østkysten skal nok finde dem frem.
Et andet hold, der har været i stand til at finde målene frem, er de altid underholdende ekvilibrister fra Arsenal - og i særdeleshed deres hollandske kaptajn, der er ligaens topscorer.  Arsenals historisk ringe sæsonstart er ved at være vasket af, og den før alen-lange skadesliste er ved at skrumpe ind til overkommelig størrelse. En sejr ude over Norwich vil bringe dem helt ind i varmen og kampen om de eftertragtede CL-pladser – noget der i den grad vil være et skulderklap til den ellers udskældte manager Arsène Wenger.

Forsvaret ser stadig ikke særlig lufttæt ud, men det har heller aldrig været franskmandens varemærke. Det er derimod de hurtige, tekniske spillere – og en mand, der længe lignede endnu et engelsk evighedstalent, Theo Walcott, ser ud til endelig at være klar til at træde i karakter og har været en vigtig del af deres målscoringskampagne. En kampagne, som utvivlsomt ser ud til at fortsætte denne weekend på Carrow Road.
PL-formkurve, Norwich: T-V-U-U-T

PL-formkurve, Arsenal: T-V-V-V-V

Seneste fem indbyrdes:
De to hold har kun mødtes to gange siden midten af 90’erne – dette var i sæsonen 04/05, hvor det blev til to 4-1 sejre til Arsenal. Den sidste indbyrdes sejr til Norwich finder vi tilbage i 1987. De to hold har mødtes 20 gange siden, uden at det vel at mærke er blevet til en Norwich sejr.

Historisk:  10-17-22

Skader, tvivlsomme og karantæner:
Norwich:  Daniel Ayala (S), James Vaughan (S), Elliot Ward (T), Zak Whitbread (T).

Arsenal:  Marouane Chamakh (T), Kieran Gibbs (T), Bacary Sagna (S), Jack Wilshere (S), V.A. Diaby (S).

Forventede startopstillinger:
Norwich: Ruddy – Naughton, Martin, Barnett, Tierney – Bennett, Holt, Johnson, Pilkington, Hoolahan - Morison.

Arsenal: Szczęsny – Jenkinson, Koscielny, Vermaelen, Santos – Arteta, Song, Ramsey – Walcott, van Persie, Gervinho.

Hold øje med: Norwichs Pilkington – Den unge kant er ved at skabe et navn for sig selv – og det her er en glimrende mulighed for at fortsætte.

Arsenals van Persie – Angribere og træsko, det kan de finde ud af nede i lavlandet, og ham her ville lave mål selv iført træsko, sådan som han spiller for tiden.

Redaktionens bud: 2-2. Der bliver fest på Carrow Road, men vi tror på, at de to angreb udligner hinanden.

Manchester City (1) – Newcastle (3) – 19/11 2011

Lørdag kl. 16.00. Kampen kan følges direkte på 6´eren.

Rundens ubestridte topkamp er samtidig også mødet mellem de to eneste tilbageværende ubesejrede hold. ’Toon-bussen’ kører en tur til Manchester, og den enorme udfordring bliver at få noget med hjem fra Etihad Stadium
Det kan godt være, at Newcastles bus ruller afsted i et godt tempo, men Manchester Citys olie-slugende supertog tromler bare videre og videre. Siden afgang fra stationen den 15. august er det blevet til 10 sejre ud af 11 mulige, og de lyseblå har scoret ikke mindre end 39 PL-mål siden da. Udfordringen bliver dog til at føle på, når ligaens stærkeste defensiv kommer på besøg. Roberto Mancini står overfor et svært program den næste måneds tid, og point mod en af de nærmeste konkurrenter vil helt sikkert lune i det grå novembervejr. Hvis City viser sig at komme flyvende ind i december måned, kan forspringet hurtigt vise sig så stort, at de nærmeste konkurrenter ikke kan nå dem.

En af de ting, som de helt åbenlyst har været gode til, er at score mål, men udover dette, har de faktisk også været solide i forsvarspillet hjemme i Manchester, hvor målscoren hedder 16-2. Så hvis de fortsætter de takter, kan det være svært at se, hvordan Newcastle skal kunne true dem, og de er endnu en gang massive favoritter til at tage alle tre point. Spiller man en form for managerspil eller drømmehold, kan det være svært at blive klog på Mancinis udvælgelsesstrategier. Han har simpelthen for mange strenge at spille på. Den ene uge stjæler Milner showet for så måske slet ikke at være med i truppen ugen efter, og næste gang er det så en anden, der bliver roteret ud. Det virker, og lige nu ser det ud som om, at de kan gå på det olieholdige vand i Manchester.
Alan Pardew har vendt mangen en snude i dette efterår. Han kom til et kriseramt Newcastle-hold for lidt under et år siden, og nu er den traditionsrige klub med helt fremme, uden at have gjort det store væsen af sig. Kort efter tiltrædelsen fik han og klubben en solid kapitalindsprøjtning ved salget af unge Andy Carroll, og de erstatninger, der er hentet ind siden, har gjort det over al forventning. Det er i redaktionens øjne fuldt fortjent, at ’The Magpies’ ligger, hvor de gør, og de har både har både selvtillid og råd til at spille frit, hvilket altid er en potent cocktail. De har, som tidligere nævnt, ligaens bedste forsvar, og det er ikke mindst pga. den argentinske kaptajn og styrmand, Fabricio Coloccini, der virkelig har været en oplevelse at følge i denne sæson. Han og forsvarskammerat Steven Taylor har virkelig formået at holde forsvarskæden lige så tæt som en t-shirt på Sylvester Stallone i midten af 80’erne. Muligheden for at midtbaneslideren Tioté og klubmanden Shola Ameobi kan gøre comeback i denne kamp gør absolut heller ikke Newcastles chancer mindre for at komme afsted med point.

Der er lagt op til et brag af et opgør, hvor alle de andre tophold vil krydse fingre for, at Newcastle kan ryste superstjernerne fra City.
PL-formkurve, Manchester City:  V-V-V-V-V

PL-formkurve, Newcastle: V-U-V-V-V

Seneste fem indbyrdes:
26/12/2010: Newcastle – Man City: 1-3

3/10/2010: Man City – Newcastle: 2-1

28/01/2009: Man City – Newcastle: 2-1

20/10/2008: Newcastle – Man City: 2-2

2/1/2008: Newcastle – Man City: 0-2

Historisk:  55-38-70

Skader, tvivlsomme og karantæner:
Manchester City:  Owen Hargreaves (T), Samir Nasri (T).

Newcastle: Sylvan Marveaux (T), Gabriel Obertan (T), Alan Smith (T), Cheik Ismael Tioté (S).

Forventede startopstillinger:
Manchester City: Hart – Richards, Kompany,  Lescott, Clichy – Milner, Touré,  Barry, Silva – Balotelli, Agüero.

Newcastle: Krul – Simpson, Taylor, Coloccini, Taylor – Obertan, Cabaye, Tioté, Gutiérrez –Ba, Best.

Hold øje med: Citys Balotelli – En fantastisk spiller, der både kan vinde og tabe kampen for sit hold, og som desuden altid er underholdende at se på.

Newcastles Shola Ameobi – Hvis den lynhurtige angriber får comeback i dag, kan det nemt blive som indskifter, præcis som han var det for seks år siden, hvor han scorede sejrsmålet i Newcastles seneste indbyrdes sejr.

Redaktionens bud: 2-1. Begge hold skal tabe på et tidspunkt. I dag tror vi på, at Newcastle trækker det korteste strå, men der er heller ikke nogen skam i at tabe ude til ligaens stærkeste hold, i hvad vi tror, der bilver et tæt opgør.

Stoke (12) – Queens Park Rangers (11) 19/11 - 2011

Lørdag kl. 16.00

QPR er kommet nogenlunde gennem tre hårde kampe mod Chelsea, Tottenham og City. Lørdag skal de på Britannia forsøge at hente point mod pressede Stoke, der fik ørene i maskinen for to uger siden.
Sidste år spillede Stoke sig i FA Cup-finalen med en 5 måls sejr på Reebok Stadium, hvilket står i skarp kontrast til, at de sidste runde tabte hele 0-5 ude til Bolton på selv samme plæne. Ikke alene er resultatet ydmygende, men også det faktum at modstanderen var underpræsterende Bolton er med til at gøre billedet noget uforståeligt. Det var Boltons første sejr på hjemmebane denne sæson, og Stoke-spillerne har givetvis en monstrøs opgave forude mht. at få selvtilliden bragt i orden igen.

En ting, der skal ændres på, hvis det skal blive til nogen form for succes mod QPR, er angrebet. Stoke har kun leveret ni mål i sæsonens første 11 kampe, og QPR scorer ligeså meget ude, som Pullis´ tropper gør hjemme (fem mål hver, red.). Crouch, Jones og Walters er alle fri for skader, og der er derfor ikke nogen undskyldning for ikke i det mindste at finde netmaskerne mod QPR, som har lukket 11 mål ind i fem udebanekampe indtil videre.
QPR er et af ligaens mest interessante hold. De leverer godt nok ikke just verdens mest svimlende bundniveau, men når holdet rammer formen, er de i stand til næsten hvad som helst. Warnocks største opgave ser ud til at være, at få holdet til at holde kadencen over en hel kamp – flere kampe i streg. Som nævnt i indledningen er en hård stime af kampe overstået. 1-3 nederlaget til Tottenham gør måske ondt, men på den anden side, så er QPR jo oprykker, og Spurs spillede Champions League sidste sæson. Det var tæt på at blive til point mod City, og selvom der var dømt Chelsea-gavebod, så luner de tre point fra den kamp nok ganske fint på Loftus Road.

Det er derfor en smule vanskeligt at forstå, hvordan holdet kan tabe med hele 0-4 0g 0-6 til hold som Bolton og Fulham. Lørdagens kamp har afgjort potentialet til at blive en god test for QPR´s bundniveau, da Stoke-spillerne givetvis vil være fast besluttede på at få visket Bolton-katastrofen af lagnet.
PL-formkurve, Stoke: T-V-T-T-T

PL-formkurve, QPR: T-U-V-T-T
Seneste fem indbyrdes:
02/03/2008: QPR – Stoke 3-0

27/11/2007: Stoke – QPR 3-1
06/05/2007: QPR – Stoke 1-1

09/12/2006: Stoke – QPR 1-0

29/03/2006: QPR – Stoke 1-2
Historisk: 8 – 6 – 14.

Skader, tvivlsomme og karantæner:
Stoke: Ricardo Fuller (T), Ryan Shawcross (T), Marc Wilson (T), Mamady Sidibe (T).

QPR: Rob Hulse (T), Fitz Hall (T), Kieron Dyer (T), Matthew Connolly (T), DJ Campbell (T), Akos Buzsaky (T)
Forventede startopstillinger:
Stoke: Begović – Wilkinson, Shawcross, Woodgate, Wilson – Pennant, Delap, Whelan, Etherington – Walters, Crouch.

QPR: Kenny – Young, Gabbidon, Ferdinand, Traoré – Barton, Derry, Faurlín, Wright-Phillips – Taarabt – Helguson.
Hold øje med: Stokes Crouch – Hvis der ikke snart blive scoret mål, begynder den mindre flatterende del af tabellen at ligne en realitet. QPR´s Taarabt – Spilleren, som hærgede The Championship, har hvad der skal til for at gøre det onde ved Stoke. Han var ikke inde mod City, men forventes at være tilbage denne weekend.

Redaktionens bud: 0-1. Stoke fortsætter deres skuffende kurs, og QPR sætter tre point på kontoen.

Swansea (10) – Manchester United (2) 19/11 – 2011

Lørdag kl. 18.30. Kampen kan følges direkte på 6´eren.

Swansea er begyndt at vise tegn på kvalitet. Sidste runde blev det til 0-0 ude mod Liverpool, og de har endnu ikke tabt en hjemmekamp denne sæson. Det er dog United, som kommer på besøg på lørdag, og Swansea skal spille op til deres bedste, hvis ikke statistikken skal brydes.

Efter 11 spillerunder er facit det, at alle tre oprykkere befinder sig i den bedre halvdel af Premier League. Det er ganske imponerende, når man tager truppernes materiale i betragtning i forhold til de mere etablerede hold i ligaen. Der kan findes flere argumenter på, hvorfor situationen er, som den er, men for Swanseas vedkommende findes en stor del af forklaringen i det taktiske.
Holdet dominerede sig vej gennem The Championship ved at kontrollere bolden i størstedelen af deres kampe. Man skulle tro, at en sådan offensiv og ikke mindst optimistisk spillestil ville blive skrottet i den bedste engelske række, men det har ikke været tilfældet. Swansea-spillerne ser spillelystne ud – uanset modstanderen – og det kan blive deres helt store force, specielt når man sammenligner med hold som Stoke, Bolton og Wigan, der ikke udpræget høster deres anderkendelse for at ville spille med om boldbesiddelsen mod de store hold.

Swansea spiller godt og har mentaliteten på det rette sted, men det store spørgsmpl bliver nok, om det er tilstrækkeligt mod de forsvarende mestre. Godt nok hev The Swans en overraskende 0-0´er i land på Anfield sidste runde, men det vil kræve noget helt specielt at undgå nederlag to kampe i streg mod to af ligaens stærkeste hold.
En af Uniteds helt store forcer plejer at være, at de gang på gang formår at køre tre point i hus mod modstandere, som de på papiret bør slå. Swansea falder bestemt i den kategori, trods det flotte udlæg på sæsonen, men skadeslisten hos djævlene er ved at være bekymrende lang. Godt nok er flere af de nævnte navne i kategorien ”tvivlsom”, men diverse forberedelser kan ikke være optimale med spillere, der halter på det ene eller andet område.

En anden af Uniteds forcer er dog, at bredden på holdet er skræmmende stærkt. Flere gange i sidste sæson viste det sig at være udslagsgivende, og hvis ikke hullet til City skal blive større end de nuværende fem point, skal det forblive sådan. Fergusons tropper er klare favoritter, men Swansea må ikke undervurderes.
PL-formkurve, Swansea: V-T-U-V-U

PL-formkurve, Man Utd: V-U-T-V-V
Seneste fem indbyrdes:
Swansea og United har ikke mødtes siden sæsonen 1998/1983, hvor det blev til en United-sejr og en uafgjort.

Historisk: 6 – 4 – 6.
Skader, tvivlsomme og karantæner:
Swansea: Ferry Bodde (S), Alan Tate (S), Stephen Dobbie (T), Steven Caulker (T).

Man Utd: Michael Owen (S), Chris Smalling (S), Ashley Young (T), Danny Welbeck (T), Tom Cleverly (T), Ryan Giggs (T), Darron Gibson (T), Rafael (T), Anderson (T).
Forventede startopstillinger:
Swansea: Vorm, Rangel, Monk, Williams, Taylor – Dyer, Britton, Gower, Sinclair – Allen, Graham.

Man Utd: De Gea – Jones, Ferdinand, Vidić, Evra – Nani, Fletcher, Rooney, Park – Hernández, Welbeck.
Hold øje med: Swansea Vorm – Der vil givetvis blive hedt omkring Swansea-feltet, og en solid indsats fra keeperen vil være påkrævet. Uniteds Nani – Portugiseren er hurtig på fødderne og måske en tand for hurtig for Swansea.

Redaktionens bud: 1-2. Muligvis et optimistisk bud på Swanseas vegne, men 0-0 på Anfield er altså ikke noget dumt resultat.

Chelsea (4) – Liverpool (6) – 20/11 - 2011

Søndag kl. 17.00. Kampen kan følges direkte på 6´eren.

Chelsea mod Liverpool. Et opgør, der kan få enhver fodboldelskers mundvand til at løbe, da der altid er garanti for drama og høj bølgegang. Begge hold er pressede for at følge med topholdene, og alt er på spil, når de to hold tørner sammen på Stamford Bridge søndag eftermiddag.

De blå har haft en blandet sæsonstart under den unge manager Villas-Boas og vil være opsatte på at vise, at de er et hold, man skal regne med i mesterskabskampen. De vil også være opsatte på at revanchere sidste års nederlag på broen mod de røde. De aldrende stjerner Cole, Terry og Lampard er stadig med på øverste niveau, og de har masser af erfaring fra disse opgør. Chelsea har, som altid, været stærke på hjemmebane her i efteråret, hvor det er blevet til lutter sejre, udover sidste gang de spillede her i PL-sammenhæng, hvor Arsenal løb med alle tre point.
Startopstillingen er mejslet i sten, og den kontinuitet der har været fra trænerens side, kan være en udslagsgivende faktor i et opgør som dette. En, der helt sikkert vil få en del opmærksomhed i dagene op til, er spanske Fernando Torres. Stjerneangriberen skiftede fra netop Liverpool sidste vinter i den største handel mellem to Premier League-klubber og har endnu ikke slået helt igennem i sin nye hule. Den giftige og lynhurtige frontmand, med tilnavnet ’El Niño’, vil være yderst opsat på at vise, at skiftet var det rette for ham. Der er dog også pres på, for ude i kulissen lurer både rutinerede Didier Drogba og franskmanden, også med en fortid hos modstanderen, Nicolas Anelka. Til at servere oplæggene kan vi forvente at se en altid farlig Mata på spil.

London Bridge is fallin’ down’ lød det fra de tilrejsende tilskuere fra Liverpool, da de sidst var på besøg i februar. Den gang blev det enlige mål i de rødes sejr scoret af portugiseren Raul Meireles, der i sommers også tog skiftet væk fra de røde til netop Chelsea. Den gang var sæsonen i overhængende fare for at være ovre for Gerrard & co., og det samme billede begynder at tegne sig igen. Spillet er til tider ganske flot, men som så mange gange før mangler skarpheden og det, som det hele i sidste ende handler om, nemlig målene. Mange af de dyre indkøb har ikke slået til, og selvom at der langt til sidste runde, er der allerede nu blevet sat alt for mange ’nemme’ point til. Derfor har Dalglish og co. dårligt nok råd til at tabe, selvom det på papiret er en af de sværeste kampe hele sæsonen.
I forsvaret er rutinerede Carragher meldt klar, men Skrtel og Aggers indsats i de to sidste kampe, hvor de har holdt nullet, ser ud til at have skubbet den højtråbende scouser ud på bænken endnu en gang. Større er afsavnet dog af den allestedsnærværende midtbanegeneral Gerrard, der er meldt tvivlsom til kampen, hvilket nok betyder, at han endnu en gang må se på fra tribunerne. Det betyder at Liverpool nok kommer ud med to angribere fra start, selvom træneren nok havde foretrukket en 4-5-1 med en kompakt midtbane i en kamp som denne.

Et stort fodbolddrama venter, når vi skal finde ud af, hvilket af disse to hold, der kommer bedst i gang efter landsholdspausen.
PL-formkurve, Chelsea: V-V-T-T-V

PL-formkurve, Liverpool: V-U-U-V-U

Seneste fem indbyrdes:
6/2/2011: Chelsea – Liverpool: 0-1

7/11/2010: Liverpool – Chelsea: 2-0

2/5/2010: Liverpool – Chelsea: 0-2

4/10/2009: Chelsea – Liverpool: 2-0

1/2/2009: Liverpool – Chelsea: 2-0

Historisk:  56-33-71

Skader, tvivlsomme og karantæner:
Chelsea:  Michael Essien (S), Florent Malouda (T).

Liverpool:  Alexander Doni (T), Jack Robinson (T), Steven Gerrard (T).

Forventede startopstillinger:
Chelsea: Čech –Ivanovic, Alex,Terry, Cole – Ramires, Mikel, Lampard – Sturridge, Torres, Mata.

Liverpool: Reina – Johnson, Skrtel, Agger, Enrique – Kuyt, Lucas, Adam, Downing – Carroll, Suárez.

Hold øje med: Chelseas Ramires – Nøglen til at slå Liverpool ligger altid på midtbanen, og brasilianeren kan være den, der sætter holdkammeraterne i scene.

Liverpools Agger – Sidst Liverpool var på besøg, havde den danske landsholdskaptajn umanerligt godt fat i Fernando Torres, og skal gæsterne have succes igen, kræver det en lignende præstation.

Redaktionens bud: 1-1. De to hold kender hinanden ud og ind, og skal den vippe til en af siderne, skal der marginaler til. Vi tror på, at begge hold vil være bange for at tabe og fint kan nøjes med det ene point.

Tottenham (5) – Aston Villa (8) 21/11 - 2011

Mandag kl. 21.00. Kampen kan følges direkte på 6´eren.

Tottenham har vundet fire ud af deres seneste fem opgør og ser for tiden ganske skræmmende ud. Mandag skal de forsøge at sikre tre point mod et Villa-hold, der endnu ikke har vundet på udebane denne sæson.

Det er ligefør, at man begynder at vende sig til det. Tottenham er blevet til et hold, der forstår at spille op til det niveau, spillermaterialet dikterer. I flere sæsoner har de mange dygtige spillere på White Hart Lane sejlet rundt, men under Redknapps kyndige ledelse er der kommet skik på tingene.
En sejr i den kamp, de har til overs fra den udskudte kamp mod Everton i første runde, vil sende dem op på siden af Newcastle på tredjepladsen. Bale og co. har kun smidt point til holdene over sig, og mandagens kamp mod Villa ligner på forhånd en opgave, der er til at håndtere. De fleste hold i Premier League ved nok godt, at man ikke skal undervurdere The Villans, men med en udebanestatistik på 0 sejre, fire uafgjorte, et nederlag og en målscore på 6-9, bør Spurs kunne levere det forventede resultat.

Hvor ville det dog være forfriskende, hvis Aston Villa engang i fremtiden købte en playmaker af format. En spiller, som kunne pynte på holdets til tider alt for kedelige attitude. Spillere som Dunne, Heskey og Petrov er ganskevist udemærkede spillere, men noget blikfang bidrager de ikke med.
På trods af at have Agbonlahor og Bent liggende på toppen er Villas overordnede image bare ikke særligt skræmmende. 16 mål i 11 kampe er ganskevist ikke ringe, men hvis det skal blive til mere end den sædvanlige gennemsnitlige indsats, kræver det en tand esktra. Den samlede målscore er kun på plus en, hvilket vidner om et samlet indtryk af Villa, der ikke rækker til mere end godkendt. Kampen mod Tottenham bringer muligheden for at vise, at holdet kan følge med mod de store, men McLeishs tropper går ind til opgøret som undertippede.

PL-formkurve, Tottenham: V-U-V-V-V
PL-formkurve, Aston Villa: V-T-T-U-V

Seneste fem indbyrdes:
26/12/2010: Aston Villa – Tottenham 1-2

02/10/2010: Tottenham – Aston Villa 2-1
06/02/2010: Tottenham – Aston Villa 0-0

28/11/2009: Aston Villa – Tottenham 1-1
15/03/2009: Aston Villa – Tottenham 1-2

Historisk: 54 – 33 – 49.
Skader, tvivlsomme og karantæner:
Tottenham: David Bentley (S), Tom Huddlestone (S), Rafael van der Vaart (T), Niko Kranjčar (T).

Aston Villa: Erick Lichaj (S), Gabriel Agbonlahor (T), Nathan Delfouneso (T), Stillian Petrov (T), Jermaine Jenas (ikke tilgængelig grundet detaljer i lejeaftalen mellem Tottenham og Villa)
Forventede startopstillinger:
Tottenham: Friedel – Walker, Kaboul, King, Ekotto – Lennon, Parker, Modrić, Bale – Van der Vaart – Adebayor.

Aston Villa: Given – Hutton, Collins, Dunne, Warnock – N´Zogbia, Petrov, Herd, Heskey – Bent, Agbonlahor.
Hold øje med: Tottenhams Parker – Slaget på midtbanen skal vindes, hvis ikke Villa skal få for meget spil. Villas Bent/Agbonlahor – Den lynhurtige duo kan gøre det onde ved Tottenham, hvis de rammer dagen.

Redaktionens bud: 2-1. Det er sjældent, at Villa render ind i en øretæve, og med den nuværende stilling i ligaen taget i betragtning, vil holdet givetvis kæmpe med næb og klør for at få et resultat med hjem fra White Hart Lane.