fredag den 6. april 2012

Verdens bedste liga - Påskebold med 20 kampe på 6 dage!


32. Spillerunde 6/4 – 8/4 – 2012.

For at blive ved med at blive ved med tæve til den gamle floskel, så må vi endnu engang konstatere, at PL er inde i den uigenkaldeligt afgørende fase. Alle hold spiller to kampe inden for de næste seks dage og der er altså masser af point på spil i både top og bund. Man City har i lang tid lignet det bedste bud på et vinderhold, men et besøg på Emirates her i weekenden kan vise sig skæbnesvangert, da et nederlag her med al sandsynlighed sender titlen i hænderne på United. Det er ikke det eneste sted, der står noget på spil – så der skal nok blive gået til stålet i 32. spillerunde af 11/12-sæsonen.

Vi starter allerede fredag aften, når to af sæsonen positive overraskelser tørner sammen i Wales. Swansea tager imod Newcastle i en kamp, hvor der uden tvivl står mest på spil for gæsterne. Det betyder dog ikke, vi tror på, at Swansea lægger sig ned, da manager Rodgers uden tvivl gerne vil slutte den flotte oprykningssæson af med manér. Newcastle er stadig med i det intense Europa-ræs og Pardew skal have det maksimale ud af sine tropper fredag, hvis den drøm skal holdes i live.

Lørdagens tidlige kamp står mellem Sunderland og Tottenham i en tilsvarende situation. O’Neills tropper har efterhånden reddet omdømmet tilbage, men vil uden tvivl se om man ikke lige kan presse de sidste pladser ud af tabellen. Tottenham har derimod ryggen mod muren – kun fem point er der ned til forfølgerne. Og 4. pladsen, der giver adgang til Champions League-kvalifikationen, er i den grad i fare. Kigger man isoleret på pointhøsten over de seneste otte runder, ligger Tottenham på en jammerlig 15. plads i stillingen og må altså virkelig begynde at føle sig pressede.

Lørdag kl. 16 skydes der i denne runde fem opgør i gang, flere af dem med potentiale til at stjæle overskrifter. West Brom tager imod Blackburn og mandskabet fra Birmingham ligner et hold, der har nået det de skulle i år, men efter fire kampe uden sejr, byder et besøg af Rovers på en god mulighed for at underholde hjemmepublikummet. Gæsterne skal derimod virkelig have arbejdstøjet på, da deres drabelige kamp om overlevelse i det eksplosive bundfelt kører på fuld skrue. De to hold fra Beatles-byen, Everton og Liverpool, møder hhv. Norwich og Aston Villa, i hvad der ikke kommer til at handle om ret meget andet end to holds indbyrdes stilling. Vi tror på, at den forbliver, som den er, da alle fire involverede rangerer i den den absolutte top, når det kommer til at spille uafgjort. En kamp, hvor der dog kommer til at stå noget mere på spil, er når Bolton tager imod Fulham. Bolton er i forrygende form med tre sejre på stribe. Kan de tage endnu en skalp mod mandskabet fra ’hytten’, er de et næsehår fra at sikre endnu et år i den bedste række.

Chelsea møder Wigan. Du tænker ’whatever, sikker hjemmesejr’, som man som oftest gør med et sådan line-up, men hold nu lige igen. Denne kamp kan blive en af de helt store oplevelser denne weekend. Begge hold kan ikke undvære nogen point til samlingen og er i en forrygende form. Vi starter med hjemmeholdet, der netop har spillet sig i årets CL-semifinaler. Siden Di Matteo tog over, har de blå stort set fået de resultater, de har haft brug for og er derfor stadig helt inde i kampen om Champions League-kvalen. Kigger man lidt mellem linierne, er det dog ikke en dans på roser det hele. Det virker stadig ofte meget usikkert, det de får skruet sammen, og både mod Aston Villa og Benfica var der perioder, hvor London-mandskabet slukkede for kontakten, og de har stadig ikke fundet den helt gyldne nøgle til at køre tingene sikkert i hus. Dagens gæst er en, man nemt kan komme til at tage for let på, men mon ikke Chelsea-staben har studeret Wigans forår nøje. De er nemlig brandvarme. Ét nederlag i de sidste otte PL-kampe og kigger man på den samlede pointhøst over disse otte, indtager Wigan p.t. en 6. plads – to pladser foran Chelsea! Derfor er der ingen tvivl om, at Martinez’ tropper skal tages seriøst, når de lørdag eftermiddag besøger broen.

Lørdagen afrundes med et tørt opgør på Britannia. Stoke møder Wolves i et opgør, som de færreste nok gider se. Man må endnu en gang spørge sig selv om, hvad mon der går igennem hovederne på folkene i programsætningen. To af de kedeligste hold i mands minde, det må man da lave en tv-kamp ud af. Vi forudser, at oplevelsen bliver marginalt mindre spændende, end den man får, hvis man kaster en stykke vædet toiletpapir på en badeværelsesklinke og sætter sig for at overvære dens kamp om at vride sig fri igen. 

Bare rolig, vi skal nok vente med at gå videre i programmet, til I har været ude og prøve det af…

… men så bliver der altså også ballade i mosen. Påskedag bliver nemlig en giftig fodbold-søndag, helt i tråd med de kristne traditioner. Vi starter på Old Trafford med en lækkerbisken. United tager imod vores hjertebørn fra Q.P.R. Resultatet er vi ikke så meget i tvivl om – United vinder, men det bliver seværdigt, da de i vanlig stil skal bruge 85 minutter på at nå derhen, så alle lige kan nå fortære en pakke Ferguson-sponsorende Stimorol til at dulme spændingen. Q.P.R. er udmærket kørende i deres kamp for at blive oppe, men der er ikke meget, der peger deres vej i dette møde.

Desserten er en af de helt store. Arsenal tager imod Man City i en drabelig gyser, der uden tvivl kommer til at vise Premier League fra dens bedste sider. City fik en skidt afslutning på marts måned og skal omgående rejse sig, hvis de vil holde liv i titeldrømmen. Arsenal har været tæt på ustyrlige i foråret og indtil de snublede på Loftus Road i sidste weekend, var det blevet til syv sejre på stribe. Det ser derfor uden tvivl svært ud for City, der ikke har slået Arsenal ude i liga-sammenhæng siden 1975! Så søndag kan meget vel være dagen, hvor United slår det sidste søm i Citys guldbelagte kiste, men det kan også være dagen, hvor mesterskabskampen åbnes op igen. Mancinis største prøve i England til dato og en prøve som hele den fodboldinteresserede verden vil følge nøje.

God påske til jer alle.

Kampprogram for 32. spillerunde:

Fredag 6/4-’12
Swansea – Newcastle (6’eren)
Lørdag 7/4-‘12
Sunderland - Tottenham (6’eren)
West Brom – Blackburn
Norwich – Everton
Liverpool – Aston Villa
Chelsea – Wigan
Bolton – Fulham
Stoke – Wolves (6’eren)
Søndag 8/4-‘12
Man Utd – Q.P.R. (6’eren)
Arsenal – Man City (6’eren)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar