32. Spillerunde 6/4 – 8/4 – 2012.
For at blive ved med
at blive ved med tæve til den gamle floskel, så må vi endnu engang konstatere,
at PL er inde i den uigenkaldeligt afgørende fase. Alle hold spiller to kampe
inden for de næste seks dage og der er altså masser af point på spil i både top og
bund. Man City har i lang tid lignet det bedste bud på et vinderhold, men et
besøg på Emirates her i weekenden kan vise sig skæbnesvangert, da et nederlag
her med al sandsynlighed sender titlen i hænderne på United. Det er ikke det
eneste sted, der står noget på spil – så der skal nok blive gået til stålet i
32. spillerunde af 11/12-sæsonen.
Vi starter allerede
fredag aften, når to af sæsonen positive overraskelser tørner sammen i Wales.
Swansea tager imod Newcastle i en kamp, hvor der uden tvivl står mest på spil
for gæsterne. Det betyder dog ikke, vi tror på, at Swansea lægger sig ned, da
manager Rodgers uden tvivl gerne vil slutte den flotte oprykningssæson af med
manér. Newcastle er stadig med i det intense Europa-ræs og Pardew skal have det
maksimale ud af sine tropper fredag, hvis den drøm skal holdes i live.
Lørdagens tidlige
kamp står mellem Sunderland og Tottenham i en tilsvarende situation. O’Neills
tropper har efterhånden reddet omdømmet tilbage, men vil uden tvivl se om man
ikke lige kan presse de sidste pladser ud af tabellen. Tottenham har derimod
ryggen mod muren – kun fem point er der ned til forfølgerne. Og 4. pladsen, der
giver adgang til Champions League-kvalifikationen, er i den grad i fare. Kigger
man isoleret på pointhøsten over de seneste otte runder, ligger Tottenham på en
jammerlig 15. plads i stillingen og må altså virkelig begynde at føle sig
pressede.
Lørdag kl. 16 skydes
der i denne runde fem opgør i gang, flere af dem med potentiale til at stjæle
overskrifter. West Brom tager imod Blackburn og mandskabet fra Birmingham
ligner et hold, der har nået det de skulle i år, men efter fire kampe uden sejr,
byder et besøg af Rovers på en god mulighed for at underholde
hjemmepublikummet. Gæsterne skal derimod virkelig have arbejdstøjet på, da deres
drabelige kamp om overlevelse i det eksplosive bundfelt kører på fuld skrue. De
to hold fra Beatles-byen, Everton og Liverpool, møder hhv. Norwich og Aston
Villa, i hvad der ikke kommer til at handle om ret meget andet end to holds
indbyrdes stilling. Vi tror på, at den forbliver, som den er, da alle fire
involverede rangerer i den den absolutte top, når det kommer til at spille
uafgjort. En kamp, hvor der dog kommer til at stå noget mere på spil, er når
Bolton tager imod Fulham. Bolton er i forrygende form med tre sejre på
stribe. Kan de tage endnu en skalp mod mandskabet fra ’hytten’, er de et
næsehår fra at sikre endnu et år i den bedste række.
Chelsea møder Wigan.
Du tænker ’whatever, sikker hjemmesejr’, som man som oftest gør med et sådan
line-up, men hold nu lige igen. Denne kamp kan blive en af de helt store oplevelser
denne weekend. Begge hold kan ikke undvære nogen point til samlingen og er i en
forrygende form. Vi starter med hjemmeholdet, der netop har spillet sig i årets
CL-semifinaler. Siden Di Matteo tog over, har de blå stort set fået de
resultater, de har haft brug for og er derfor stadig helt inde i kampen om
Champions League-kvalen. Kigger man lidt mellem linierne, er det dog ikke en
dans på roser det hele. Det virker stadig ofte meget usikkert, det de får
skruet sammen, og både mod Aston Villa og Benfica var der perioder, hvor
London-mandskabet slukkede for kontakten, og de har stadig ikke fundet den helt
gyldne nøgle til at køre tingene sikkert i hus. Dagens gæst er en, man nemt kan
komme til at tage for let på, men mon ikke Chelsea-staben har studeret Wigans
forår nøje. De er nemlig brandvarme. Ét nederlag i de sidste otte PL-kampe og
kigger man på den samlede pointhøst over disse otte, indtager Wigan p.t. en 6.
plads – to pladser foran Chelsea! Derfor er der ingen tvivl om, at Martinez’
tropper skal tages seriøst, når de lørdag eftermiddag besøger broen.
Lørdagen afrundes
med et tørt opgør på Britannia. Stoke møder Wolves i et opgør, som de færreste
nok gider se. Man må endnu en gang spørge sig selv om, hvad mon der går igennem
hovederne på folkene i programsætningen. To af de kedeligste hold i mands
minde, det må man da lave en tv-kamp ud af. Vi forudser, at oplevelsen bliver
marginalt mindre spændende, end den man får, hvis man kaster en stykke vædet
toiletpapir på en badeværelsesklinke og sætter sig for at overvære dens kamp om
at vride sig fri igen.
Bare rolig, vi skal nok vente med at gå videre i
programmet, til I har været ude og prøve det af…
… men så bliver der
altså også ballade i mosen. Påskedag bliver nemlig en giftig fodbold-søndag,
helt i tråd med de kristne traditioner. Vi starter på Old Trafford med en
lækkerbisken. United tager imod vores hjertebørn fra Q.P.R. Resultatet er vi
ikke så meget i tvivl om – United vinder, men det bliver seværdigt, da de i
vanlig stil skal bruge 85 minutter på at nå derhen, så alle lige kan nå fortære
en pakke Ferguson-sponsorende Stimorol til at dulme spændingen. Q.P.R. er
udmærket kørende i deres kamp for at blive oppe, men der er ikke meget, der
peger deres vej i dette møde.
Desserten er en af
de helt store. Arsenal tager imod Man City i en drabelig gyser, der uden tvivl
kommer til at vise Premier League fra dens bedste sider. City fik en skidt
afslutning på marts måned og skal omgående rejse sig, hvis de vil holde liv i
titeldrømmen. Arsenal har været tæt på ustyrlige i foråret og indtil de
snublede på Loftus Road i sidste weekend, var det blevet til syv sejre på
stribe. Det ser derfor uden tvivl svært ud for City, der ikke har slået Arsenal
ude i liga-sammenhæng siden 1975! Så søndag kan meget vel være dagen, hvor
United slår det sidste søm i Citys guldbelagte kiste, men det kan også være
dagen, hvor mesterskabskampen åbnes op igen. Mancinis største prøve i England
til dato og en prøve som hele den fodboldinteresserede verden vil følge nøje.
God påske til jer
alle.
Kampprogram for 32. spillerunde:
Fredag 6/4-’12
Swansea – Newcastle (6’eren)
Lørdag 7/4-‘12
Sunderland - Tottenham (6’eren)
West Brom – Blackburn
Norwich –
Everton
Liverpool –
Aston Villa
Chelsea –
Wigan
Bolton – Fulham
Stoke – Wolves (6’eren)
Søndag 8/4-‘12
Man Utd – Q.P.R. (6’eren)
Arsenal – Man City (6’eren)