fredag den 10. februar 2012

Manchester United (2) – Liverpool (7) – 11/2 - 2012

Lørdag kl. 13.45. Kampen vises direkte på 6´eren.

Historiens vingesus rammer lørdag eftermiddag Old Trafford, når Drømmenes Teater endnu en gang lægger hus til det største opgør i engelsk fodbold. Et gigantisk drama venter, når de to hold skriver endnu et kapitel i den legendariske saga.
Ja, intet mindre kan introducere en kamp som denne, og undertegnede redaktionsmedlem var da heller utilfreds med at lande lige præcis denne optakt. Det er en kamp alle har en holdning til, både før, under og efter de to halvlege. Rivaliseringen er enorm, og i dagene før, og efter disse opgør, er medierne fyldt med alle de små sidehistorier. Dommerpræstationer, racisme-sager og spiller-udtalelser er en del af det store ’game’, og det bringer endnu mere liv til dette prestigefyldte opgør, men her på Stoppestedet vil vi prøve at fokusere på det, det hele handler om - nemlig spillet på banen. Det er kun to uger siden, de sidst mødtes, da Liverpool ekspederede United ud af FA Cup’en hjemme på Anfield.

Manchester United er, efter et par svipsere ved nytårstid, kommet tilbage på sporet med tre sejre på stribe, inden det i sidste weekend blev til uafgjort på Stamford Bridge. Derfor er de røde djævle i dén grad stadig med i mesterskabskapløbet og står med alle muligheder for selv at afgøre det. De velpolerede stjerner fra rivalerne hos City er begyndt at vakle, og gamle snu Ferguson, der har stået i denne situation en milliard gange før, lugter blod. En af de største hindringer lige nu, er dog de mange skader, og især fraværet af Nemanja Vidic har gjort ondt. Uniteds forsvar så ikke videre godt ud i sidste weekend, da man indkasserede tre mål, hvoraf to af dem var selvmål. Den aldrende styrmand Ferdinand begår flere fejl, end man længe har set, og det gør det ikke mindre let for ham, at det er Evans og Evra, der står ved siden af. Sidstnævnte spillede ikke en flot defensiv kamp imod Chelsea, og unge Sturridge rundede ham mere end en gang.
Et andet sted, hvor det dog kører, er i den anden ende af banen. United scorer masser af mål, og især på hjemmebane ser det godt ud, hvor de i snit laver 2.91 pr. kamp. Et af de største lyspunkter i de seneste kampe, har været holdets offensive omdrejningspunkt, Wayne Rooney, der virker mentalt skarp og udviser overblik på et helt nyt niveau, samt en klogere boldomgang end det før har været tilfældet. Det er derfor knapt så vigtigt, at målene udebliver i åbent spil, da den opmærksomhed han kræver fra modstandernes forsvar bidrager enormt til Uniteds spil. Det er ikke helt sikkert, hvem der kommer til at stå foran ham, når Liverpool kommer på besøg.

Alex Ferguson har fået smag for Danny Welbeck i denne sæson, men den unge angriber har haft et par svage optrædener mod de røde, og derfor kan det tænkes, at han satser på mexicanske Javier Hernández. Den lynhurtige latino med de hydrauliske lægmuskler har før gjort det onde ved Liverpool, og da han også kom ind og scorede i sidste weekend, må han være det varmeste bud. Dog har Hernández kun scoret to gange på Old Trafford i denne sæson – en statistik som den skotske manager måske også vil skele til.

Liverpools sæson har været noget af en rutschebanetur indtil videre, og selvom de har haft stor succes i de hjemlige cup-turneringer, er drømmen om den CL-kvalifikationsgivende 4. plads snart intet mere. Et nederlag på Old Trafford vil formentlig give både Chelsea og de øvrige konkurrenter yderligere et forspring, og med de rødes svingende form vil det nok være de færreste, der længere vil tro på det. Kan de derimod få point med hjem, vil det nok give fornyet håb på at nå målet, da det samtidigt ikke er umuligt at både Chelsea, Newcastle og Arsenal smider point, da de alle også er på udebanetur i denne weekend. Dermed ikke sagt at det bliver nemt, Liverpool kan dog tage en smule selvtillid med fra de sidste kampe, de har spillet.

Defensivt er de stadig et af de stærkeste hold i ligaen, og især vores danske landsholdskaptajn Agger, er en af de allerbedste forsvarere, der er at finde i England i denne sæson. Faktisk er Liverpools forsvar så godt kørende, at de er det hold, der har tilladt færrest afslutninger inden for rammen i denne sæson, og er efter Man City det hold, der har lukket færrest mål ind. Så selvom United er vant til modstanderen giver bolden op en del gange på Old Trafford, er det langt fra sikkert at blive tilfældet denne gang.
Anderledes ser det så, som bekendt, ud i den anden ende. Selvom Liverpool ofte kommer til en del chancer, har de været ærkeringe til at udnytte dem. Sølle 28 mål i 24 opgør vidner om de åbenlyse problemer med at få prikket den ind, og kun Swansea har scoret færre mål blandt holdene i den øverste halvdel af tabellen. På trods af cup-eventyret i forgangne måned, har det som sagt haltet med resultaterne i ligaen. Det er således kun blevet til én enkelt sejr i de seneste fem PL-kampe, og med det in mente kan dagens udebanekamp i Manchester ligne en uoverkommelig opgave. Det er dog aldrig til at spå om Liverpools indsats, og som vanligt – bør man næsten nævne, spiller Liverpool som regel lige en tak bedre mod de store modstandere, og med bl.a. Suárez tilbage i truppen kan der godt ske ting og sager. Det er dog nok først og fremmest i omstillingen, Liverpool skal placere deres håb, hvilket også åbner op for, at den formstærke waliser Bellamy kan starte inde.

Dette opgør er som altid vanskeligt at spå om. Der er altid nogle spillere, der glimter, imens andre falder igennem, og selvom hjemmeholdet er de klare favoritter, skal de ikke sove ret meget i timen, før det kan komme til at koste. For nu at bruge en af de allermest velslidte klichéer i fodboldens verden; det hold der scorer først, er med al sandsynlighed også dem, der vinder. Skulle Liverpool komme tidligt bagud, er det svært at se, at de skulle kunne mønstre et alvorligt comeback, men scorer gæsterne derimod først, kan de være modbydelige at spille imod.
Så få lillemor til at købe snacks ind, lad vær med at have alt for ondt i hovedet lørdag morgen, for det her er som altid en af de helt store. God fornøjelse!                          

PL-formkurve, Man Utd: U-V-V-V-T
PL-formkurve, Liverpool: U-V-T-U-T

Seneste fem indbyrdes:
15/10/2011: Liverpool – Man Utd 1-1
6/3/2011: Liverpool – Man Utd 3-1
19/9/2010: Man Utd – Liverpool 3-2
21/3/2010: Man Utd – Liverpool 2-1
25/10/2009: Liverpool – Man Utd 2-0

Historisk: 71 – 51 – 62

Skader, tvivlsomme og karantæner:
Man Utd:  Nemanja Vidic (S), Anders Lindegaard (S), Chris Smalling (T), Nani (T), Phil Jones (T), Anderson (T), Michael Owen (T).

Liverpool: Lucas Leiva (S), José Enrique (T).

Forventede startopstillinger:
Man Utd:  De Gea – Rafael Da Silva, Ferdinand, Evans, Evra – Valencia, Giggs, Carrick, Young – Rooney – Welbeck.

Liverpool: Reina – Johnson, Skrtel, Agger, Enrique – Adam, Gerrard, Spearing – Bellamy, Kuyt – Suárez

Hold øje med: Man Uniteds De Gea – Keeperen har været kraftigt udskældt og har haft svingende præstationer. Nu får han dog endnu en mulighed for at slå Lindegaard af holdet, og han stod faktisk en fin kamp, da de to hold mødtes i ligaen i efteråret.

Liverpools Gerrard – Har masser af erfaring – også i at vinde, på Old Trafford, og bliver endnu en gang en vigtig brik i Liverpools hurtige omstillinger.

Redaktionens bud: 2-1. United er favoritter, men meget skal gå galt, hvis der ikke stadig er gang i kampen, når vi når dommerens tillægstid.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar