torsdag den 19. april 2012

Verdens bedste liga – Wenger vs. Di Matteo.

35. spillerunde – 21/04, 22/04 – 2012.

Weekenden står for døren og med sig trækker den en runde med flere spændende emner. Lørdag eftermiddag indledes med intet mindre end et brag, når der skal spilles om vigtige point på Emirates. Wenger tager mod Di Matteo og der må siges at være meget på spil specielt for gæsternes vedkommende. Det må fylde meget, når man for tiden ligger i lag med selveste Barcelona i Champions League, men der er to point op til fjerdepladsen og tiden er ved at rende ud. Arsenal tabte sensationelt til Wigan sidste weekend, og det skal derfor blive yderst interessant at følge dette brandfarlige opgør.
Aston Villa tager hjemme mod Sunderland, i hvad der potentielt kan ende som en kedelig forestilling. Værterne har mest brug for point og det bliver derfor op til Heskey og co. at vise flaget. Blackburn er tvunget frem i skoen, når de byder Norwich velkomne. Rovers har været at finde i den bedste engelske række i mere end ti år i træk, og det vil være en katastrofe, hvis den traditionsrige klub skulle ende med at rykke ned. Med to point op til stregen er der derfor ikke meget at diskutere – Keans tropper skal finde tre point.

Bolton - Swansea byder på et lignende setup, da værterne ligger på den forkerte side af stregen. Kampen mellem Fulham og Wigan ville normalt ikke trække de store overskrifter, men da Wigan har formået at besejre både United og Arsenal inden for få runder, er det ikke til at vide, hvad Martìnez´ drenge er i stand til. Efter en lang sæson som nedrykningskandidater er Wigan nu kravlet fem point over stregen, og de vil givetvis kæmpe indædt for at beholde den placering.
Newcastles sæson har været imponerende og i øjeblikket ser det ikke ud til, at de har tænkt sig at lade drømmen om Champions League fordufte. Holdet har vundet deres seneste fem kampe og truslen fra Stoke bør være til at arbejde med, selvom det aldrig er til at vide, hvordan Crouch og co. har tænkt sig at spille.

QPR skal hjemme forsøge at hente point mod formsvage Spurs, der ser ud til at have tabt grebet om sæsonen fuldstændigt. Det pinlige 1-5 exit mod Chelsea i FA-Cuppen sidder muligvis stadigvæk i Tottenham-spillerne, som dog bliver nødt til at finde de tilbageværende ressourcer frem, hvis ikke det skal ende helt galt i tabellen.
Søndag ruller Goodison-drengene ind på Old Trafford, hvor de skal forsøge at fortsætte deres flotte takter. På trods af Cup-nederlaget mod Liverpool er det imponerende, hvad Everton-spillerne har leveret den senere tid. Placeringen som nuværende 7´er – et point foran Liverpool – er bestemt godkendt, og Moyes tropper vil brænde efter at bibeholde den placering. United har fem point ned til City, så deres motivation er heller ikke svær at få øje på. Mancini og de dyre drenge skal en tur til Molineux, hvor der vil være drøje hug for alt andet end en snitter. Wolves´ dage er stort set talte i Premier League, og det må forventes, at de bliver kørt over på eget græs. City viste jo sidste weekend ude mod Norwich, hvordan man håndterer en udekamp, da de vandt med hele 6-1.

Liverpool skal forsøge at dreje fokus fra Fa-Cup til Premier League. De tager i eget hus mod tidligere manager Roy Hodgsons tropper fra West Bromwich, der er sikret overlevelse, men som samtidig ikke har synderligt meget mere at spille for. I ligasammenhæng kan man sige, at Liverpool også har spillet alle deres kort, men grundet deres svage forår er de vel nærmest forpligtede overfor deres fans.
Det er lørdag kl. 13.45, at det går løs. Så find den kolde øl frem og tænd for 6´eren, når 35. spillerunde sparkes i gang af Arsenal og Chelsea!

Kampprogram for 35. spillerunde:
Lørdag:
Arsenal – Chelsea (6´eren)
Aston Villa – Sunderland (6´eren)
Blackburn – Norwich
Bolton – Swansea
Fulham – Wigan
Newcastle – Stoke
Queens Park Rangers – Tottenham (6´eren)

Søndag:
Manchester United – Everton (6´eren)
Liverpool – West Bromwich
Wolverhampton – Manchester City (6´eren)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar