fredag den 4. november 2011

Newcastle (3) – Everton (16) 05/11 - 2011

Lørdag kl. 13.45. Kampen kan følges  direkte på 6´eren.

Newcastle blæser fortsat derud af i Premier League, hvorimod det samme ikke just kan siges om Everton. Pardews tropper skal dog fortsat være skarpe, hvis ikke de skal begynde at smide ”nemme” point.
Newcastle tabte sidste sæson for første gang i ti år på hjemmebane til Everton, da de led et 1-2 nederlag d. 5. marts. Goodison Park-drengene endte på en flot syvendeplads, og Newcastle på en godkendt 12. plads. Denne sæson er rollerne dog blevet byttet om, og The Magpies er indehaverne af en imponerende række kampe, som har resulteret i den nuværende tredjeplads.

Der er bare lige den ting med Newcastle, at de på trods af flotte resultater ikke har spillet sprudlende i særligt mange af deres kampe. Demba Ba har leveret otte mål og hele to hattricks allerede, og angriberen er i øjeblikket holdets mest giftige punkt. Der er dog ikke mange andre spillere, som viser flaget, og Ba står således for over 50 procent af holdets 15 mål indtil videre. Kampen mod Everton bliver lidt af en manddomsprøve for Newcastle-spillerne, da Moyes´ med kun fire point ned til stregen bliver nødt til at få sine spillere til at gå ud og levere varen.
Det er uhyggeligt vigtig, at Everton vågner op til dåd på lørdag. Godt nok ser stillingen i tabellen ikke lovende ud, men der er kun et spring på tre point op til Norwich på ottendepladsen. Et nederlag vil derfor gøre ekstra ondt og gøre kampen om nedrykning faretruende aktuel.

The Toffees har tabt fire ud af deres seneste fem kampe, men det skal retfærdigvis nævnes, at City, United, Liverpool og Chelsea har været på menuen i den periode. Eneste sejr kom i hus på Craven Cottage mod Fulham, hvor Saha og co. vendte 0-1 til 3-1. Det er den slags præstationer, som skal til, hvis formkurven skal ændres, men spørgsmålet bliver nok, om Newcastle stadigvæk overpræsterer, eller om de faktisk er i stand til at fastholde den nyvundne status som tophold.                 
PL-Formkurve, Newcastle: V-V-U-V-V

PL-Formkurve, Everton: T-T-T-V-T
Seneste fem indbyrdes:
05/03/2011: Newcastle – Everton 1-2

18/09/2010: Everton – Newcastle 0-1
22/02/2009: Newcastle – Everton 0-0

05/10/2008: Everton – Newcastle 2-2

01/05/2008: Everton – Newcastle 3-1

Historisk: 61 – 33 – 58.
Skader, karantæner og tvivlsomme:
Newcastle: Alan Smith (S), Michael Williamson (S), Tioté (T), Shola ameobi (T).

Everton: Victor Anichebe (S), Tim Cahill (T), Sylvain Distin (T), Phil Neville (T), Marouane Fellaini (K).
Forventede startopstillinger:
Newcastle: Krul – Simpson, Taylor, Coloccini, Taylor – Marveaux, Cabaye, Tioté, Gutiérrez – Ba, Best.

Everton: Howard – Hibbert, Jagielka, Distin, Baines – Coleman, Neville, Rodwell, Drenthe – Osman – Saha.
Hold øje med: Jonas Gutiérrez – Den arbejdsomme argentiner er hurtig med bolden, men viste bl.a. under sidste weekends kamp mod Stoke, at han er villig til at løbe lungerne ud for sit hold. Så absolut en af truppens mest værdifulde spillere. Evertons Saha – Newcastle har ligaens bedste forsvar, hvilket sætter Saha i fokus. En indsats fra hans side er påkrævet, hvis ikke stregen skal komme uhyggeligt tæt på.

Redaktionens bud: 2-0. Redaktionen foretrækker den optimistiske stil, Newcastle lægger for dagen, fremfor den Everton i øjeblikket praktiserer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar