fredag den 26. august 2011

Tottenham – Manchester City 28/8 - 2011

Søndag kl. 14.30. Kampen vises direkte på 6´eren.

Sommerens transfers:
Tottenham: 
Ind: Souleymane Coulibaly (Siena), Brad Friedel (Aston Villa), Robbie Weir (Tranmere Rovers), Michael Kay (Tranmere Rovers).

Ud: Jamie O´Hara (Wolverhampton), Paul-Jose M´Poku (Standard Liège), Robbie Keane (L.A. Galaxy).
Man City: 
Ind: Costel Pantilimon (Politehnica Timişoara), Stefan Savić (Partizan), Sergio Agüero (Atlético Madrid), Gaël Glichy (Arsenal), Samir Nasri (Arsenal).


Ud: Shay Given (Aston Villa), Jérôme Boateng (Bayern München), Shaleum Logan (Brentford), James Poole (Hartlepool), Jô (Internacional), Scott Kay (Macclesfield), Tom Skogsrud (Rangers), Kim Skogsrud (Rangers), Adrew Tutte (Rochdale).
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Tottenhams fans skal med to ugers forsinkelse indvie sæsonen på White Hart Lane, når højt flyvende City kommer på besøg. Der er sket meget siden den 5. Maj 2010, hvor Peter Crouch scorede det afgørende mål på City of Manchester Stadium og sikrede Spurs pladsen i Champions League forrige sæson. Sidste sæson var rollerne byttet om, og dermed er det City, der skal spille Champions League i denne sæson. Dette møde er ved at blive en nyklassiker i engelsk topfodbold, og vi kan forvente en højdramatisk kamp på søndag.
Tottenham lignede dog alt andet end et tophold mandag aften på Old Trafford. Selvom de holdt de engelske mestre fra at score i en time, så lignede de ikke et hold, der havde megen tro på egne evner. Dette var bl.a. illustreret ved Van der Vaart, som flere gange, meget opgivende, skød fra lang afstand uden rigtig at blive farlig.

Det var også et Tottenhamhold uden stjernen Luka Modrić, som Harry Redknapp ikke mente var mentalt klar til at spille for Spurs grundet hans usikre fremtid i klubben. Niko Kranjčar vikaerede, og gjorde en god figur, og det forventes, at han får genvalg til søndagens kamp. Da det også er sidste runde inden transfer vinduet lukker, så er det også ved at være sidste udkald for et skifte for Modrić. Med Chelseas køb af Mata,  kunne det desuden godt tyde på, at det ikke bliver til et skifte til rivalerne. Det er derfor ikke utænkeligt, at Modrić er ved at indstille sig på at blive, og hvis hans hoved er 100% i Tottenham, får vi ham højst sansynligt også at se på søndag. Vi vil under alle omstændigheder se et mere motiveret Spurs-hold, som gerne skal have sæsones første point. 
City har maksimum point efter to runder og virker som en trup, der har ufattelig mange strenge at spille på. Hvor det i første spillerunde var Agüero der stjal billedet, så trådte andre spillere som Barry og Džeko i karakter og sikrede sejren på udebane mod Bolton. En kamp som også gav 20 minutter til Tévez, som ligesom tilfældet med Modric, ligner en, der bliver trods masser af rygter om et skifte. Det lignede da også den gode gamle Tévez, som var kaptajn sidste sæson og blev delt ligatopscorer med 20 træffere. Det skal dog nævnes, at Inter, som sammen med Corinthians længe var inde i billedet i kampen om Tévez, netop har solgt Samuel Eto’o, så det er muligt, de gør et sidste forsøg på at hente argentineren til Milano. Ellers må man sige, at det er noget af et luksusproblem, Mancini har til de forreste rækker. Tilgangen af Samir Nasri har givet ham samme problem på midtbanen. Mancini har mange muligheder, og det er spændende, om han får kortene blandet rigtig til søndagens opgave.  

PL-formkurve, Tottenham: T----

PL-formkurve, Man City: V-V---

Seneste fem indbyrdes:
10/05/2011: Man City – Tottenham 1-0 
14/08/2010: Tottenham – Man City 0-0

05/05/2010: Man City – Tottenham 0-1


16/12/2009: Tottenham – Man City 3-0

16/05/2009: Tottenham – Man City 2-1

Historisk: 47 – 31 – 46.

Skader, Tvivlsomme og karantæner:
Tottenham:  
King (T), Gallas (T), Palacios (T), Modric (T), Walker (T),  Sandro (S), Pienaar (S).

Man City: De Jong (T), K. Toure (S).

Forventede startopstillinger:
Tottenham:
Friedel - Walker, Dawson, Kaboul, Assou-Ekotto - Lennon, Livermore, Kranjcar, Bale - Van der Vaart – Defoe.

Man City:
Hart - Richards, Kompany, Lescott, Clichy - Barry, Milner - Silva, Y Toure, Agüero - Dzeko.


Hold øje med: Tottenhams Bale  – Venstrekanten, som fik sit store gennembrud sidste sæson, leverede en anonym indsats på Old Trafford, og vi kan forvente at se bedre mod City. Man Citys Silva  – Den lille spanier har allerede bidraget med bl.a. to mål, og han ser ud til at være i forrygende form.

Redaktionens bud:  1-2. City er bare stærkere end Tottenham lige nu, og derfor tror vi, de render med sejren.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar