torsdag den 20. oktober 2011

Blackburn (20) – Tottenham (6) – 23/10 2011

Søndag kl. 16.00

Blackburn har måske fundet kærligheden i Indien, efter en alternativ pilgrimsrejse, men de kan meget vel få en anden kærlighed at føle, når yderst formstærke Spurs kommer til byen med bunkevis af selvtillid i bagagen.
Steve Kean er presset i sædet, det kan der ikke være nogen tvivl om, selv om at de indiske ejere bliver ved med at understrege, at en fyring ikke er på tale. Faktum er, at der er blevet investeret heftigt i truppen og det har indtil videre ikke båret frugt. Nu kommer der så endnu en bekymring Rovers vej. Hotspurs er, sammen med Manchester City, det mest formstærke hold i PL over de sidste fem kampe med 13 point. En horribel Blackburn-defensiv vil, i manges øjne, næppe stå mål med Tottenhams flydende angrebsspil. Skal hjemmeholdet have en chance for point, eller måske endda en sejr, må det være op til den spændende offensive sammensætning, men her bløder Steve Kean tilsyneladende også mere end godt er. Holdets PL-topscorer, Yakubu, blev holdt på bænken i seneste kamp, og friske typer som Formica og Rochida står heller ikke først på holdkortet. Det kan umuligt være sjovt at være Rover-sympatisør lige for tiden, og man kan da også fristes til at mistænke ’den Indi-Kean’esiske alliance’ for et komplot om at køre den tidligere mesterklub i sænk.

Hvad der kan siges om dårlige ting om ledelsen i Blackburn, må stå i skindende kontrast til Tottenhams ligeså. Harry Redknapp og resten af banden har for længst bidt sig fast i toppen af rækken og er, med en kamp i hånden, stadig skarpe konkurrenter til den absolutte top. I sidste runde var de tæt på af snuppe alle tre point ude mod ubesejrede Newcastle. Det kan derfor også være svært at se, hvordan Blackburn skal stoppe skinkerne fra det nordlige London. Modric, van der Vaart og Adebayor har simpelthen været for skarpe på det seneste.
Blackburn er begyndt at skrabe point sammen igen, og alt er da også muligt i fodbold, men man fristes til at sige, at det her er en kamp, de ikke kan vinde, selvom de har en bred og talentfuld trup. Tottenham kan derimod godt tabe den, og sker det, må det skabe stor bitterhed hos Redknapp, for de står med alle kortene på hånden.

PL-formkurve, Blackburn: U-T-T-V-U

PL-formkurve, Tottenham: U-V-V-V-V

Seneste fem indbyrdes:
2/2/11: Blackburn – Tottenham 0-1

13/11/10: Tottenham – Blackburn 4-2

13/3/10: Tottenham – Blackburn 3-1

19/12/09: Blackburn – Tottenham 1-3

4/4/09: Blackburn – Tottenham 2-1

Historisk: 36-23-48

Skader, tvivlsomme og karantæner:
Blackburn: Vincenzo Grella (T), Ryan Nelsen (T), Morten Gamst Pedersen (T).

Tottenham:  David Bentley (S),William Gallas (T), Tom Huddlestone (S), Sandro (T), Vedran Corluka (T), Michael Dawson (T), Niko Kranjcar (T), Ledley King (S)

Forventede startopstillinger:
Blackburn: Robinson – Salgado, Dann, Samba, Givet – Hoilett, N'Zonzi, Lowe, Olsson – Petrovic, Roberts.

Tottenham: Friedel – Walker, Kaboul,  Bassong, Assou-Ekotto – Modric, Parker, Livermore, Bale - van der Vaart,  Adebayor.

Hold øje med: Blackburns Robinson – Målmand Paul Robinson skal finde fordums styrke og stå en brandkamp, hvis Rovers skal have succes.

Tottenhams van der Vaart – Ligner en, der får genvalg som hængende angriber bag Adebayor. Han er et teknisk vidunder, og har han en god dag, kan han få alle forsvar til at fremstå som orange træningskegler.

Redaktionens bud: 1-3. Tottenham fortsætter jagten på topholdene og gør kort proces af Blackburn.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar