fredag den 28. oktober 2011

West Bromwich (12) – Liverpool (6) 29/10-2011

Lørdag kl. 18.30. Kampen vises direkte på 6’eren.   

Roy Hodgson vandt begge kampe mellem de to hold sidste sæson - én med hvert hold – og vil gå efter at gentage succesen og sikre den tredje sejr på stribe. Liverpool på den anden side har desperat brug for sejr for ikke at blive hægtet af i toppen.   

WBA fik en lidt uventet, men ikke destro mindre flot sejr i derbyet mod Villa i sidste runde, og holdet er inde i en god stime, hvor man ikke har tabt de sidste fire kampe. Med sejren i sidste sæsons møde Liverpool i baghånden, er der derfor gode grunde til at være optimistiske op til lørdagens kamp. Eneste minus i sejren mod Villa var, at Shane Long blev skadet, og er dermed ikke med lørdag. Ligesom i kampen mod Villa forventes det, at Sumen Tchoyi erstatter ham, og udover Long har Roy Hodgson en helt frisk trup. Modsat Liverpool har WBA ikke skulle spille midtugekamp, da de blevet slået ud af Carling cuppen tidligere, så de har haft god tid til at forberede sig og restituere, og Hodgson har jo bevist, han ved, hvordan Liverpool skal slåes. Dog har WBA ikke været imponerende på hjemmebane i år udover seneste hjemmekamp mod Wolves, hvor det blev til en 2-0 sejr.      
Efter en skuffende kamp mod oprykkerne fra Norwich, hvor Liverpool slet ikke formåede at udnytte et hav af chancer, fik de oprejsning mod Stoke i Carling cuppen onsdag aften. En del af stamspillerne blev sparet, dog ikke Suárez, som dannede angrebspar med Carroll. Han vendte mere eller mindre kampen i anden halvleg med to mål, hvor især det første var smukt. Det kan vise sig at være vigtigt for stjernens selvtillid, da målene ikke har væltet ind trods mange gode præstationer. Carroll gjorde også en udmærket figur, og det vil derfor ikke være overraskende, hvis den lange angriber får genvalg. Hvordan midtbanen kommer til at se ud, er svært at spå om, men i kampen mod Norwich så det ikke ud til at fungere på den centrale midtbane mellem Gerrard og Adam, der nok begge er for offensivt orienterede i spillestil. Dalglish har dog startet sin landsmand Adam i alle kampe, så om Lucas kan presse ham ud, er usikkert, men i en svær udekamp kunne en mere boldvindende midtbane blive nødvendigt.  

Begge hold har ikke tabt i fire kampe, og hvor WBA nok godt kan nøjes med det ene point, og holde stimen i live, vil Liverpool mere være pisket til at gå efter sejren. Der er mange bud i kampen om Champions League pladser, og som nævnt i indledningen, vil endnu et pointtab være kostbart. WBA vil dog også lure på alle tre point, så hvis Liverpool ikke udnytter det forventede spilovertag,  kan det sagtens ende med hjemmesejr på The Hawthorns       
PL-formkurve, WBA: T-U-U-V-V

PL-formkurve, Liverpool: T-V-V-U-U

Seneste fem indbyrdes:
02/04/2011: WBA – Liverpool 2-1
29/08/2010: Liverpool – WBA 1-0

17/05/2009: WBA – Liverpool 0-2
08/11/2008: Liverpool – WBA 3-0

01/04/2006: WBA – Liverpool 0-2
Historisk: 29 – 33 – 56.

Skader, tvivlsomme og karantæner:
WBA: Shane Long (S), Graham Dorrans (T).
Liverpool: Doni (S), Jack Robinson (T).

Forventede startopstillinger:
WBA: Foster – Reid, McAuley, Olsson, Jones – Brunt, Scharner, Mulumbu, Thomas – Odemwingie, Tchoyi.
Liverpool: Reina – Johnson, Carragher, Agger, Enrique – Kuyt, Gerrard, Lucas, Downing – Carroll, Suárez. 

Hold øje med: WBAs Brunt – Har scoret mod Liverpool før, og det kunne godt blive en dødbold fra hans fod, der sikrer WBA point. Liverpools Carroll – Selvom det ikke er sikkert han starter inde, så vælger vi ham. Spiller han, så er han snart nødt til at levere mål.
Redaktionens bud: 0-1. Liverpool skal simpelthen vinde, og de kører en smal sejr hjem.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar