fredag den 14. oktober 2011

Queens Park Rangers (11) – Blackburn (19) 15/10-2011

Lørdag kl. 16.00

Kampen mellem QPR og Blackburn har i den grad muligheden for at blive en spektakulær en af slagsen, da begge hold spiller mildest talt er svingende - med det fælles tema, at offensiven er markant mere skræmmende end defensiven.

Sidste runde led redaktionen den grumme skæbne endnu en gang at have stolet på QPR. Vi troede på oprykker-sejr ude mode Fulham, men det endte med en 0-6 øretæve. QPR har et afsindigt frækt spillermateriale, men den store udfordring denne sæson bliver nok at spotte, hvornår truppen kan ramme formen.
Der er langt mellem 3-0 ude over Wolves og den nævnte 0-6´er, og der er ikke nogen åbenlys grund til det store udsving – udover de mange nye spillere. Kieron Dyer er eneste vigtige spiller, som er helt uden for truppen , og både Taarabt, Wright-Phillips og Campbell er klar til kamp. Manager-Warnock står med en utroligt spændende mulighed i hænderne, da kombination af det nuværende QPR-mandskab og Premier League ser interessant og ikke mindst forfriskende ud. Når hold som bl.a. Bolton, Wigan og Stoke gang på gang leverer kedelige og uinspirerede præstationer, er det skønt, at et nyt og sprudlende hold kan være med til at pynte på verdens bedste liga.

Blackburn kan ende med at blive et af ligaens omdrejningspunkter denne sæson, da holdet besidder væsentlig bedre kvalitet, end liga-placeringen måtte antyde. Der er ambitioner, penge og kvalitet til rådighed, så man kunne forestille sig, at det blot er et spørgsmål om tid, før Rovers finder formen og vejen op i tabellen. Steve Kean ville under normale omstændigheder være en presset man, men han har gentagne gange fået bestyrelsens fulde opbakning, og han sidder umiddelbart stadigvæk sikkert i stolen.
Kombinationen af Yakubu og Hoilett – for at nævne nogle af de interessante offensive kræfter – har så afgjort potentiale. Det samme kan siges om bagkæden, selvom denne indtil videre har været det absolut svageste punkt. Styrmand-Samba bliver nødt til at få samlet tropperne, så en mere stabil formkurve kan findes frem. Sker det ikke på lørdag, er et ikke umuligt, at QPR-angrebet får den plads, de skal bruge, for at diske op med deres optimistiske raids mod mål.

PL-formkurve, QPR: T-U-V-U-T
PL-formkurve, Blackburn: T-U-V-T-T

Seneste fem indbyrdes:
Sidste gang de to hold spillede i ligaregi var tilbage i sæsonen 2000/2001, hvor det endte med en pointdeling og en Blackburn-sejr.

Historisk: 12 – 6 – 14.
Skader, tvivlsomme og karantæner:
QPR: Kieron Dyer (S), Rob Hulse (S), Matthew Connolly (T), Daniel Gabbidon (T).

Blackburn: Ryan Nelsen (T), David Dunn (T), Míchel Salgado (T). 
Forventede startopstillinger:
QPR: Kenny – Young, Hall, Ferdinand, Traoré – Barton, Derry, Faurlín, Taarabt – Wright-Phillips – Bothroyd.

Blackburn: Robinson – Salgado, Dann, Samba, Olsson – N´Zonzi, Petrovic – Hoilett, Goodwillie, Pedersen – Yakubu.
Hold øje med: QPR´s Bothroyd – Angriberen ligger alene på toppen, men skal nok ende med chancer ved fødderne, da Taarabt og Wright-Phillips givetvis vil finde den rette aflevering i løbet af 90 minutter. Blackburns Yakubu – Bomstærk og med blik for spillet. Angriberen er et af ligaens mest undervurderede kort, og med ham i topform har Rovers en yderst interessant spydspids at stikke i modstanderens forsvar.

Redaktionens bud: 2-2. Forhåbentlig bliver der budt på krudt og kugler på lørdag, hvor QPR skal holde niveauet, og Blackburn skal lukke af i forsvaret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar