fredag den 14. oktober 2011

Manchester City (2) – Aston Villa (7) 15/10-2011

Lørdag kl. 16.00. Kampen vises på 6'eren

To af ligaens ubesejrede hold løber lørdag ind på Etihad Stadium, hvor gæsterne med fire uafgjorte ud af de seneste seks kampe nok skal få deres sag for.
Det er muligt, at City er relativt nye i toppen af ligaen, men indbyrdes har de haft et udemærket tag på Villa gennem længere tid. De seneste 18 indbyrdes opgør har budt på 11 sejre til City og fire til Villa, og vi skal tilbage til 2007 for at finde The Villans´ sidste triumf på City-græs.

Lørdagens opgør har potentialet til at blive spændende, da City skal forsøge at blive det første hold, som besejrer Villa denne sæson. Trioen Tévez, Balotelli og Agüero er i fokus op til kampen, da førstnævnte er suspenderet af klubben, og de to andre meldt tvivlsomme grundet skader. Balotelli har pådraget sig en skade med landsholdet, og Agüero døjer med lysken-problemer efter opgøret sidste runde mod Blackburn. Det forventes dog at blive afgjort umiddelbart før kampstart, om begge skal spille eller ej.
På trods af Citys flotte start på sæsonen ulmer der uro i kulissen. Tévez´ pinlige optrin fra Champions League, hvor han nægtede at blive skiftet ind mod Bayern München, er ikke eneste ”skæve” tilstand i klubben. Balotelli trækker grundet sin natur en del af læsset, men i følge Premierleague.com har flere spillere i truppen givet udtryk for utilfredshed. Det har fået Gareth Barry til at give en udtalelse, hvor han gør opmærksom på, at samtlige spillere bliver nødt til at sætte holdet først. Om uroen kan holdes nede, får vi måske et glimt af lørdag, da Villa ikke stiller til kamp for at lægge sig ned.

United, City, Newcastle og Aston Villa er de eneste fire hold, som endnu ikke er gået fra banen uden point. Villa befinder sig dog otte point efter de to Manchester-hold, da de har haft problemer med at sætte de afgørende scoringer ind. Indtil videre er det blevet til tre uafgjorte i ligeså mange kamp på udebane, og McLeishs tropper skal finde på noget ekstraordinært, hvis den første sejr skal i hus mod City.
Truppen er ramt af flere skader, men positivt er det, at både Bent og Agbonlahor er klar fra start. De to engelske hurtigløbere bliver tvunget ud i en kraftfuld indsats, hvis der skal gøres bare de mindste forhåbninger om en overraskelse. Det er kun blevet til ni mål i de første syv kampe, og seks af disse er nettet på hjemmebane. Det er ikke urealistisk at forvente, at City kan finde netmaskerne som minimun én gang, og det bliver derfor opgaven for Dunne og co. at balancere tingene bagude. Ligesom United har Villa kun lukket fem mål ind – kun overgået af Newcastles fire – og City-angriberne kommer defor på en hård prøve.

Som fodnote kan det nævnes, at de to hold sjældent luller publikum i søvn med målløse opgør. Kun to gange de sidste 30 år er et indbyrdes opgør mellem City og Villa endt 0-0!
PL-formkurve, Man City: V-V-U-V-V

PL-formkurve, Aston Villa: U-U-U-U-V
Seneste fem indbyrdes:
22/01/2011: Aston Villa – Man City 1-0

28/12/2010: Man City – Aston Villa 4-0
01/05/2010: Man City – Aston Villa 3-1

05/10/2009: Aston Villa – Man City 1-1
04/03/2009: Man City – Aston Villa 2-0

Historisk: 55 – 38 – 51.
Skader, tvivlsomme og karantæner:
Man City: Sergio Agüero (T), Mario Balotelli (T), Carlos Tévez (Suspenderet)

Aston Villa: Jermaine Jenas (S), Eric Lichaj (S),  James Collins (T), Carlos Cuéllar (T), Nathan Delfouneso (T), Stephen Ireland (T).
Forventede startopstillinger:
Man City: Hart – Clichy, Lescott, Kompany, Richards – Silva, Touré, Barry, Nasri – Balotelli, Džeko.

Aston Villa: Given – Hutton, Collins, Dunne, Warnock – Bannan, Petrov, Ireland, Delph – Bent, Agbonlahor.
Hold øje med: Citys Nasri – Den flamboyante franskmand kan blive nøglen til at låse det solide Villa-forsvar op. Villas Given – Hvis det ender med spil til ét mål, skal den rutinerede målmand vise tænder.

Redaktionens bud: 1-1. Det er muligvis et noget optimistisk bud på vegne af Villa, da det tilsvarende opgør endte med 4-0 til City. The Villans er dog i markant stærkere forfatning end dengang, og ikke mindst mentalt ser der ud til at være sket en del. City skal tabe point på et tidspunkt, og hvis Villa rammer dagen, kan overraskelsen blive en realitet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar