fredag den 23. september 2011

Manchester City (2) – Everton (7) 24/09-2011

Lørdag kl. 13.45. Kampen vises direkte på 6´eren.

Godt nok er det Manchester City, der er i besiddelse af alle stjernerne, men det er Everton, som har det indbyrdes overtag. Moyes drenge har vundet fire i træk og hele syv ud af de to holds seneste otte opgør!
Mancinis tropper skuffede sidste weekend, da det kun blev til 2-2 ude mod Fulham. Det kommer hurtigt til at lyde højtflyvende, at bruge ord som ”kun” og ”skuffede”, men som City har startet sæsonen, er det ikke desto mindre sådan, tingene forholder sig. Topstriden ser ud til at blive ubamhjertig i år, da United ikke ligner et hold, som kommer til at tabe mange point. Heldigvis er resultatet mod Fulham ikke nogen katastrofe, og bl.a. Agüero har umiddelbart ikke tænkt sig at falde i kadence. Argentineren har nettet hele otte gange allerede, og er hurtigt ved at blive en fan-favorit blandt klubbens fans.

Carlos Tévez var tilbage på bænken mod Fulham, og det skal blive interessant at følge, hvilken rolle han er tiltænkt den kommende tid. Det er dog ikke i angrebet, at Mancini mangler spillere. Tidligere på ugen udtalte han, at midtbanen og forsvaret godt kunne trænge til ekstra bredde, men det er kun De Jong, som sidder ude med en skade. Udtalelsen fulgte i det umidelbare kølvand på Fulham-kampen, hvor City stod for over 70 procent af boldbesiddelsen. Godt nok er det, set i det perspektiv, ikke optimalt med 2-2, men hvis tendensen med de høje procenter kan fortsætte, er det vel ikke usandsynligt, at de fornødne mål følger efter – selvom 13 mål i de første fem kampe nu ikke lyder helt skidt.
Lørdagens kamp mod City præsenterer Everton-spillerne for en monstrøs opgave på trods af det indbyrdes overtag. The Toffees har gjort rent bord de seneste to sæsoner mod City, hvilket må betegnes som imponerende – bl.a. Citys oprustning taget i betragtning.

Nutiden ser dog væsentlig anderledes ud på flere områder. Everton har mistet flere markante spillere – deriblandt Arteta, Yakubu og Beckford, og truppen er derfor først ved at finde fast grund igen. Moyes har indrømmet, at det måske ikke er drømmebold, holdet i øjeblikket viser, men at målet er så mange point som muligt – uanset den visuelle værdi. Samtidig har City set skræmmende ud fra start, og på trods af det uafgjorte resultat mod Fulham – og Mancinis klynkeri over en smal trup – ligner City et hold, der kan skrabe rigtigt mange point sammen denne sæson.
Everton har dog leveret den bedste start siden 2006/2007, og David Moyes kan derfor forberede holdet til lørdagens opgør uden de helt store nerver. Det er en kamp, som må forventes at komme til at foregå på værternes præmisser, og et enkelt point vil være lig med succes for Everton. Spørgsmålet bliver bare, om Agüero og co. kan holdes fra at score, da to mål er det laveste antal, de indtil videre har nettet.  

PL-formkurve, Man City:V-V-V-V-U

PL-formkurve, Everton:T-V-U-V-
Seneste fem indbyrdes:
07/05/2011: Everton – Man City 2-1

20/12/2010: Man City – Everton 1-2
24/03/2010: Man City – Everton 0-2

16/01/2010: Everton – Man City 2-0
25/04/2009: Everton – Man City 1-2

Historisk: 58 – 39 – 59.
Skader, tvivlsomme og karantæner:
Man City: Nigel de Jong (S).

Everton: Victor Anichebe (S).
Forventede startopstillinger:
Man City: Hart - Richards, Kompany, Lescott, Clichy - Y Toure, Barry, Silva, Nasri - Agüero, Džeko.

Everton: Howard - Hibbert, Baines, Jagielka, Distin - Fellaini, Rodwell, Drenthe, Osman, Cahill - Saha.
Hold øje med: Man Citys David Silva – Selvom Agüero har været livsfarlig indtil videre, må han vel på et eller andet tidpunkt dale bare lidt i effektivitet, hvilket kan bane vejen for den spanske kreatør. Evertons Drenthe – Real Madrid-lejesvenden scorede mod Wigan sidste weekend, og det ser ud til, at han skubber Diniyar Bilyaletdinov ud af startopstillingen mod City.

Redaktionens bud: 2-0. City får brudt Everton-dominansen, muligvis ved at få strammet lidt op i defensiven.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar