fredag den 16. september 2011

Wolverhampton (7) – Queens Park Rangers (11) 17/09-2011

Lørdag kl. 16.00

Wolves led sidste weekend sæsonens første nederlag, og lørdag tager de mod et QPR-mandskab, der i perioder viste sprudlende spil mod Newcastle mandag.
Wolves indledte sæsonen flot med sejre over Blackburn og Fulham. Sidste weekend kom de dog ned på jorden igen, da Tottenham kiggede forbi Molineux, nettede to gange og to hjem med tre point. McCarthys tropper plejer at levere på et væsentligt højere niveau, når kampene foregår på eget græs, og der skal derfor hives en bedre præstation frem mod QPR. På trods af den flotte start har holdet ikke scoret to kampe i streg. Sidste sæson endte Wolves i den dårligste fjerdedel af ligaen, hvad angår scoringer, og det skal der simpelthen laves om på, hvis ikke det skal blive til endnu en sæson i den mindre flatterende halvdel. Mod QPR har Wolves chancen for at vise, at angrebet fungerer, og at nederlaget mod Tottenham var en enlig svale.

Redaktionen har tidligere haft svært ved at skjule deres begejstring for QPR, og i denne optakt fortsætter vi i vanlig stil. Det er tydeligt, at oprykkerne stadig er i gang med at finde rytmen, men specielt efter transfervinduets lukning er det naturligt nok, da flere nye ansigter skal spilles ind på holdet. Hele seks nye spillere fik spilletid mod Newcastle mandag, hvor det endte med en 0-0´er. QPR havde dog i store perioder af den kamp styr på løjerne, og specielt Taarabt og Wright-Phillips så spillelystne ud. Den indbyrdes forståelse mellem de to kan blive nøglen til QPR´s offensive succces, og efter mandagens præstation at bedømme, ser det lovende ud.
Neil Warnock kan med god grund se lyst på fremtiden, selvom det måske bliver med en indledende slingrekurs til følge. Det er kun naturligt, at der vil opstå misforståelser i starten, men når Barton og co. rammer dagen, skal de resterende hold passe på.

PL-formkurve, Wolves: V-V-U-T-
PL-formkurve, QPR: T-V-T-U-

Seneste fem indbyrdes:
18/04/2009: Wolves – QPR 1-0

06/12/2008: QPR – Wolves 1-0
22/03/2008: Wolves – QPR 3-3

15/12/2007: QPR – Wolves 0-0
28/04/2007: Wolves – QPR 2-0

Historisk: 14 – 13 – 9.
Skader, tvivlsomme og karantæner:
Wolves: Sylvain Ebanks-Blake (S), David Edwards (T), Steven Fletcher (T), Kevin Foley (T), Adlène Guédioura (T).

QPR: Kieron Dyer (S), Rob Hulse (S), Jamie Mackie (S),  Heidar Helguson (T), Bradley Orr (T), Martin Rowlands (S), Amand Traoré (T).   
Forventede startopstillinger:
Wolves: Hennessey - Stearman, Berra, Johnson, Ward - Hunt, Henry, O’Hara, Jarvis - Doyle, Fletcher.

QPR: Kenny - Young, Hall, Ferdinand, Traore - Derry, Faurlin, Barton - Wright-Phillips, Taarabt - Boothroyd.
Hold øje med: Wolves´ Matthew Jarvis – Jarvis er en af de spillere, som får afgørende betydning i forhold til at supplere angrebet med de rette afleveringer. QPR´s Taraabt – Godt nok er det Wright-Phillips, som modtager en stor del af roserne efter mandagens kamp, men adskillige gange var det Taarabt, som viste fornemt overblik ved at spille ham fri. Hold øje med marokaneren, da han kan ende med at blive en af ligaens mest fremtrædende profiler.

Redaktionens bud: 1-2. Endnu en gang får QPR redaktionens opbakning, men en sejr kræver, at de mange nyindkøb finder rytmen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar