fredag den 9. september 2011

Wolverhampton - Tottenham 10/09 – 2011

Lørdag kl. 16.00.

Sommerens transfers:
Wolverhampton:  

Ind: Dorus de Vries (Swansea), Jamie O´Hara (Tottenham), Roger Johnson (Birmingham).
Ud: Greg Halford (Portsmouth).

Tottenham:
Ind: Souleymane Coulibaly (Siena), Brad Friedel (Aston Villa), Robbie Weir (Tranmere Rovers), Michael Kay (Tranmere Rovers), Emmanuel Adebayor (Man City-lån), Iago Falqué (Juventus-lån), Scott Parker (West Ham).

Ud: Jamie O´Hara (Wolverhampton), Paul-Jose M´Poku (Standard Liège), Robbie Keane (L.A. Galaxy), Alan Hutton (Aston Villa), Jermaine Jenas (Aston Villa-lån), Peter Crouch (Stoke),Wilson Palacios (Stoke), David Bentley (West Ham-lån).
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Sidste sæson leverede Wolves og Spurs to særdeles tilskuervenlige kampe, og forhåbentlig fortsætter de den trend på lørdag. Specielt gæsterne har en hel del at revanchere efter indledningen på sæsonen.
Wolverhampton er startet fornemt ud denne sæson med to sejre og en uafgjort. Det er for tidligt at snakke om, hvorvidt McCarthys drenge kan spille med i den bedre halvdel af ligaen, men indtrykket har indtil videre været positivt. Sidste rundes kamp på udebane mod Aston Villa var dog ikke en demonstration af nyvundne evner i ligaen, da den kamp i store træk foregik på hjemmeholdets præmisser. Bedømt ud fra den præstation kan det tyde på, at Wolves skal sørge for at hente point, og i særdeleshed sejre, mod de hold, som forventes at kæmpe i den mindre flatterende del af ligaen.

Sidste sæson formåede holdet at stikke en kæp i hjulet mod flere af topholdene for efterfølgende at tabe point mod mange af de resterende hold. Den stil skal der helst gøres noget ved, og hvis der kan blive hevet point hjem mod de ”nemmere” modstandere samtidig med, at der stadig bliver leveret mod de store, så har Wolves chancen for en god sæson. Hvis man kan spille uafgjort mod Villa og eks. Tottenham på lørdag og samtidig slå hold som de tre oprykkere, er det ikke umuligt. En sejr mod Spurs er dog heller ikke usandsynlig, da Redknapps tropper har fået en miserabel sæsonstart.
0-3 mod United og 1-5 mod City er facit for Tottenham-spillerne inden kampen mod Wolves. Godt nok er United og City stærke mandskaber, men der har ikke undervejs i de to kampe været mange tegn på, at van der Vaart og co. kan spille med nogen som helst denne sæson. Det skal dog siges, at der har været megen uro i kulissen, og bl.a Luka Modrić-situationen må have været en stressfaktor. Det var forventet, at den talentfulde kroat ville forlade klubben, men han er altså stadig Tottenham-spiller nu, hvor vinduet er lukket.

Der er sket flere ting på transfermarkedet, hvor Redknapp har fået afsat både Peter Crouch og Wilson Palacios til Stoke samtidig med, at han har hentet Emmanuel Adebayor på en lejeaftale fra Man City. Jermaine Jenas og Alan Hutton er desuden røget til Aston Villa (førstnævnte på en lejeaftale, red.), og der er derfor sket rokeringer på holdet. Det er før set, at det kan være umuligt at få ellers dygtige spillere til at præstere under umulige forhold, og selvom der ikke har været krisestemning i klubben, må det være en lettelse for spillerne nu at vide, hvordan situationen kommer til at se ud mht. spillermateriale osv. Spændende skal det blive at se, om der allerede er sket ændringer mod Wolves på lørdag.  

PL-formkurve, Wolves: V-V-U - -
PL-formkurve, Tottenham: T-T- - -

Seneste fem indbyrdes:
06/05/2011: Wolves – Tottenham 3-3

18/09/2010: Tottenham – Wolves 3-1
10/02/2010: Wolves – Tottenham 1-0

12/12/2009: Tottenham – Wolves 0-1
15/05/2004: Wolves – Tottenham 0-2

Historisk: 26 – 15 – 39.
Skader, tvivlsomme og karantæner:
Wolverhampton: Sylvain Ebanks-Blake (S), David Edwards (T), Adlène Guédioura (T), Matthew Jarvis (T).

Tottenham: Sandro (S), Steven Pienaar (S), Rafael van der Vaart (S), William Gallas (T), Ledley King (T), Niko Kranjčar (T), Aaron Lennon (T), Kyle Walker (T).
Forventede startopstillinger:
Wolverhampton: Hennessey - Stearman, Berra, Johnson, Ward - Hunt, Henry, O’Hara, Jarvis - Doyle, Fletcher.

Tottenham: Friedel - Corluka, Dawson, Kaboul, Assou-Ekotto - Lennon, Huddlestone, Modric, Bale - Adebayor, Defoe.
Hold øje med: Wolverhamptons Steven Fletcher – Det er pinenødvendigt, at skotten finder netmaskerne regelmæssigt denne sæson, hvis det skal blive til mere end den ”sædvanlige” placering. Tottenhams Emmanuel Adebayor – Den høje togoleser kan blive den indspark, holdet har manglet i angrebet. Han har før vist, at han er garant for mål, og han vil givetvis give den alt fra start.

Redaktionens bud: 1-2. Godt nok er Spurs kommet skidt fra land, men nu hvor røgen fra transfervinduets lukning er ved at have lagt sig, må der blive disket op med en anden slag fodbold end hidtil.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar