fredag den 23. september 2011

Queens Park Rangers (9) – Aston Villa (6) 25/09-2011

Søndag kl. 17.00

Neil Warnocks sprudlende QPR-mandskab tager søndag eftermiddag mod poinvante Aston Villa, der stadig har deres første nederlag til gode.

Hver sæson, når de tre oprykker skal til at vise, hvad de kan – når det skal slås fast, hvem der er den mest interessante af de tre udfordrere, ser vi meget forskellige indstillinger til at spille i den bedste engelske række. Fra start denne sæson ser det dog ud til, at det bliver QPR, som løber med de fleste overskrifter. Warnock har haft tegnedrengen fremme, og det var forventet, at de mange nyindkøb skulle bruge tid til at finde sammen. Der vil givetvis også komme udsving her og der, men indtil videre har projekt-Queens Park set ganske spændende ud.

Pladsen som nuværende 9´er i ligaen (side om side med Liverpool) er kommet i hus efter en blandet række af kampe, hvor perlen blev sikret sidste weekend på udebane mod Wolverhampton. I hvad der var forventet at blive et tæt opgør, med Wolves som favoritter, snuppede oprykkerne en overbevisende 3-0 sejr. Den anden sejr kom ligeledes i hus på udebane, da Everton i anden runde var værter på Goodison Park. QPR har derfor endnu ikke vundet på eget græs, hvilket både fans og spillere må være mere end klar til på søndag. Dudley Campbell er tilbage efter sin skade, og han nettede som indskifter sidste weekend. Selvom syv spillere befinder sig i kategorien skadet, tvivlsom eller karantæneramt, ser truppen ud til at være klar til udfrodringen.

Aston Villa har som nævnt endnu ikke tabt en kamp. Det er dog ikke ensbetydende med flair og sindsoprivende præstationer på banen, da det indtil videre kun er blevet til en enkelt sejr. Blackburn blev besejret i anden spillerunde, men ellers har Fulham, Everton , Wolves og Newcastle delt i porten. En del af forklaringen kan dog tilskrives Darren Bents kun ene scoring. Bent var forventet at blive holdets helt store stjerne, men i stedet er det Agbonlahor, der med tre kasser fører klubbens topscorerliste. Den tidligere Sunderland-angriber er dog normalvis garant for en god portion mål, og selvom han døjer med en mindre skade, ser han ud til at blive klar til kampen på søndag, hvor han givetvis vil være ivrig efter at levere.

Det er en utrolig vigtig kamp for The Villans, da forskellen på nederlag og sejr kan blive stor. Rækken af uafgjorte kampe vil komme til at stå i et negativt lys, hvis QPR løber med alle tre point, mens en sejr vil få den række af kampe til at gå under kategorien af ”vi fik trods alt point og holder os derfor godt til”. På forhånd har kampet potentialet til at blive en af rundens mest underholdene. QPR ligner et hold, der vil spille bold – uanset modstanderen – og det er slet ikke sikkert, at vi har set dem på højeste niveau, selvom sidste weekends præstation var i særklasse. Villa skal have offensiven i gang, og hvis Bent kan finde formen har holdet to sprængfarlige angribere, der kan ende med at blive en torn i øjet på samtlige hold i ligaen. Kig derfor med søndag kl. 17.00, når 6´eren blænder op for dette opgør.

PL-formkurve, QPR:T-V-T-U-V

PL-formkurve, Aston Villa:U-V-U-U-U

Seneste fem indbyrdes:
Sidst QPR og Villa mødtes i den ligasammenhæng var tilbage i sæsonen 1995/1996, hvor QPR vandt det første opgør 1-0 og Villa det andet 4-2.

Historisk: 2 – 2 – 4.

Skader, tvivlsomme og karantæner:
QPR: Kieron Dyer (S), Rob Hulse (S), Jamie Mackie (S), Daniel Gabbidon (T), Heidar Helguson (T), Bradley Orr (T), Martin Rowlands (T).

Aston Villa: Carlos Cuéllar (S), Emile Heskey (S), Eric Lichaj (S), Darren Bent (T), Jermaine Jenas (T), Stillian Petrov (T), Stephen Warnock (T).

Forventede startopstillinger:
QPR: Kenny - Young, Gabbidon, Ferdinand, Traore - Derry, Faurlin, Barton, Wright-Phillips, Taarabt - Boothroyd.

Aston Villa: Given - Hutton, Dunne, Collins, Warnock - Petrov, Delph, N’Zogbia, Bannan - Agbonlahor, Bent.

Hold øje med: QPR´s Wright-Phillips – Den tidligere City-spiller er et af holdets mest interessante navne, og han kan snildt få en hovedrolle på søndag. Aston Villas Darren Bent – Hvis han bliver sin skade helt kvit, bør han kvittere ved at vise, at han stadig kan finde netmaskerne.

Redaktionens bud: 3-3. Et vovet bud på en kamp, hvor redaktionens forventninger er høje. Forhåbentlig bliver det ikke en fuser.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar