fredag den 2. december 2011

Aston Villa (8) – Manchester United (2) 03/12 – 2011


Lørdag kl. 18.30. Kampen kan følges direkte på 6´eren.

Sidste weekend viste The Villans endnu en gang, hvorfor de ikke hører med i toppen, da de spillede uafgjort ude mod Swansea. En kamp, som United for to runder siden vandt.

De seneste par runder har Aston Villa modtaget en del kritik fra redaktionen vedr. deres til tider kedlige image. Holdet er som sådan fornuftigt nok skruet sammen, der sker bare sjældent noget spændende på banen. 0-0 resultatet fra weekendens kamp mod Swansea understreger fint den pointe. Så snart holdet står overfor en kamp, der har potentialet til at skubbe dem en tak højere i tabellen, ender det som regel med pointdeling eller mindre.

Ser man bort fra det faktum, at Villa tidligere har været at betragte som top seks-materiale, må holdet pt. siges at være en af de varmeste bejlere til pladserne lige uden for europæisk kvalificering. Godt nok leverer de ikke så tit den vildt opsigtsvækkende præstation, men de falder tilgengæld lige så sjældent igennem, hvilket kan blive en fordel mod United, der på en god dag kan gøre det onde ved de fleste hold i ligaen.

Umiddelbart ser det ikke ud til, at De røde djævle skal frygte et nederlag, da de ikke har tabt på udebane mod Villa siden 1995. Om Fergusons drenge er i stand til at hente sejren med hjem fra Villa Park lørdag, ser ud til at være et mere vanskeligt spørgsmål. Holdet har kun scoret en enkelt gang i hver af deres seneste seks ligakampe, og noget kunne tyde på, at den statistik bliver svær at bryde mod Villa, der gennemsnitteligt kun lukker et mål ind pr. kamp.

Der er dog stadigvæk hullet på fem point op til City at forholde sig til for Rooney og co. En situation, der gør, at holdet er nødt til at køre de fornødne resultater hjem kamp for kamp i øjeblikket, da City ikke ser ud til at ville smide mange point.    

PL-formkurve, Aston Villa: T-U-V-T-U
PL-formkurve, Man Utd: T-V-V-V-U

Seneste fem indbyrdes:
01/02/2011: Man Utd – Aston Villa 3-1
13/11/2010: Aston Villa – Man Utd 2-2
10/02/2010: Aston Villa – Man Utd 1-1
12/12/2009: Man Utd -  Aston Villa 0-1
05/04/2009: Man Utd – Aston Villa 3-2

Historisk: 43 – 37 – 76.

Skader, tvivlsomme og karantæner:
Aston Villa: Eric Lichaj (S), Stilian Petrov (T).
Man Utd: Anderson (S), Tom Cleverly (S), Berbatov (T), Fabio (T), Welbeck (T).

Forventede startopstillinger:
Aston Villa: Given – Hutton, Collins, Dunne, Warnock – N´Zogbia, Petrov, Herd, Heskey – Bent, Agbonlahor.
Man Utd: De Gea – Jones, Ferdinand, Vidić, Evra – Nani, Fletcher, Carrick, Young – Hernández, Rooney.

Hold øje med: Villas Petrov – Midtbanespilleren får en vigtig opgave, da slaget nemt kan tabes ved manglende boldbesiddelse. Uniteds Young – På vej mod formen efter en mindre skade, og på sit gamle stadion vil han sikker følge sig godt tilpas.

Redaktionens bud: 1-2. United kører igen igen det fornødne resultat i hus, selvom det bliver svært mod velorganiserede Villa.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar